0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Det håller på att bli bättre«

11. marts 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

18 kvinder anklagede i slipstrømmen af #MeToo et af svensk kulturelites mest kendte ansigter. Det verdensberømte Svenske Akademi nedsmeltede, flere medlemmer forlod akademiet. Forfatteren og kritikeren Horace Engdahl blev, og sagen præger hans nye bog. Men han taler også om forsoning og besindelse.

Folk vender sig om efter Horace Engdahl, da han træder ind på cafeen i Göteborg.

Det kan være, fordi han rager op mellem bordene som en høj og statelig herre, der bærer sine 73 år med rank og ryg og en næsten aristokratisk aura. Det kan også være, fordi han er anerkendt som litterær kritiker og en af de fremmeste eksperter på romantikkens og også nyere tids litteratur. Eller måske fordi han selv er forfatter, kendt for de små, præcise tekster og aforismer, som udkommer på dansk i næste uge.

Det kan snildt være derfor. Men det mest sandsynlige er, at folk stadig vender sig om efter Horace Engdahl i Sverige, fordi han var blandt hovedpersonerne i en af den internationale kulturverdens største skandaler i nyere tid: skandalen i Det Svenske Akademi, som ramte i 2017.

Balladen, hvor ægtemanden til et af akademimedlemmerne, Horace Engdahls ven Jean-Claude Arnault, blev anklaget for stribevis af overgreb mod kvinder og siden fik en dom for voldtægt. Hvor livstidsvalgte akademimedlemmer forlod det fine selskab, frivilligt som ufrivilligt. Og hvor man for første gang siden Anden Verdenskrig måtte opgive at afholde den traditionsrige uddeling af Nobelprisen i Litteratur.


blå bog

Horace Engdahl


Født 1948.Svensk litteraturkritiker og forfatter. Medlem af Det Svenske Akademi siden 1997. Var i 10 år akademiets permanente sekretær.


Var aktivi den ophedede debat om Det Svenske Akademi, da 18 kvinder i 2017 gik i pressen og anklagede Engdahls ven Jean-Claude Arnault for voldtægt og krænkelser. Tog parti for ham og hans kone, den anerkendte forfatter Katarina Frostenson, der som daværende medlem af akademiet blev anklaget for medvirken til økonomisk bedrag.


Medredaktør af tidsskriftet Kris fra 1977 til 1988. Kritiker ved bl.a. Dagens Nyheter.


Seneste bøger på dansk er ’Den sidste gris’ (2016) og ’De ubekymrede’ (2021). Den nye, ’op. 101’ fra 2021, udkommer på dansk på Jensen & Dalgaard i den kommende uge.

Horace Engdahl befandt sig midt i den moderne version af et stockholmsk blodbad, hvorfra han forsvarede både vennen og hans kone, den kritikerroste og prisbelønnede forfatter Katarina Frostenson. I forvejen havde Engdahl været i mediemaskinen for især et bestemt citat. Det om, at »den fuldbyrdede penetration er evigt et nederlag for kvinden og evigt en sejr for manden«, som findes i bogen ’Den sidste gris’ fra 2016.

Det er min ærlige overbevisning, at det var justitsmord, og den opfattelse har jeg lov at have som borger i et frit land

Nu var han også for altid naglet til historien om svensk kulturlivs nedsmeltning. Den før så hædrede forfatter med fast placering i Det Svenske Akademi og den stockholmske kulturelite befandt sig i et lodret styrt med udsigt til brat landing på et svensk grundfjeld af modgang og fordømmelse.

Vi vil gerne høre, om han og akademiet har rejst sig, og hvad han i dag mener om sagen og om #MeToo.

I læ i Göteborg

På cafeen finder vi et roligt hjørne, taler os ind på hinanden, han på formfuldendt svensk og jeg på østjysk dansk. Horace Engdahl har via et telefonnummer, som han har bedt mig om ikke at dele med nogen, valgt, at vi skal mødes her på neutral grund få hundrede meter fra hans nye adresse i Göteborg. Ikke at han er truet, men man har jo lov at tage sine forholdsregler: Der har været både shitstorme og rablende røster i Engdahls mailboks i de seneste år. Nu befinder han sig i et vist læ med mindre hype her næsten 500 kilometer fra det Stockholm, der ellers har været hans, fra han var dreng.

Engdahl lægger ikke skjul på, at det har været en tough tur, og hans bog ’op. 101’ analyserer, ætser og morer sig med at dissekere kunst og samfund, og hvad han har oplevet som typiske tidstegn i kulturlivet de senere år: flokmentalitet, meningstyranni, klapjagt på anderledes tænkende, syndebuksmekanismer.

Det, som Horace Engdahl oplevede med hele verden som vidne for få år siden, vil han i dag »nærmest beskrive som vanvid«. Men han aner nye og mildere vinde:

»En ny stemning af besindelse – om ikke ligefrem forsoning – er på vej«, vurderer han.

Samtidig med at han alligevel ikke helt kan lade være med lige at sende et polemisk hint her og en stikpille der til dem, han stadig er uenig med.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til vores digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

KAMPAGNETILBUD - SPAR 50 %
Få avisen fredag-søndag for kun 244 kr./md. i 6 måneder

Tilde Døssing Tornbjerg
Foto: Tilde Døssing Tornbjerg

Tavshed

Horace Engdahls nye værk, ’op. 101’, består af to serier af korte fragmenter, som han kalder sine korte tekster, og to essays, hvor han analyserer Bachs Matthæuspassionen og Beethovens sonate Opus 101. Bogen begynder på tredjesalsaltanen i Engdahls nye lejlighed i Göteborg. Her står han, langt fra Stockholm og akademiet, og ser ud over livet og glæder sig over at være »nytilkommen, fri for den rutinerede hjemmefølelses blindhed«.

»Forfatteren står altid på en form for balkon for at skrive. Men siden må man jo så gå ned blandt folk og lytte til, hvad der sker. Det er den dialektik, der gør, at forfatteren kan skrive«.

Han tilføjer med en lille latter:

»Litteratur er jo desværre en social handling«.

Hvis ’social’ forstås som en del af samfundslivet, er Horace Engdahl i sandhed en social forfatter. Han er en del af svensk samfundsdebat, og da balladen om Det Svenske Akademi brød ud, fyldte kulturlivet hele sendefladen. Medlemmer af akademiet svinede hinanden til offentligt, og efter forbitrede indlæg i pressen, også fra Horace Engdahl, gik han med en svirpende lille bog, ’De ubekymrede’, til kamp imod politisk korrekthed. I sin nye bog, ’op. 101’, forekommer han mindre polemisk, men det synes han overhovedet ikke selv, og hans forfatterven Stig Larsson har sagt, at Engdahl har bevæget sig fra at skrive lyrisk til pludselig at affatte statementseller påstande.

Mange kvinder er måske skuffede over den måde, deres liv og deres karriere har udviklet sig. De hævner deres liv. Der er ikke andet, der kan forklare den enorme bitterhed, som kvinder i 50’erne fylder den svenske debat med

Du skriver faktisk selv, at du ikke ville have været en indigneret forfatter, men at det er du blevet ...

»Ja. Jeg ville egentlig ikke være sådan en forfatter. Den slags bryder jeg mig ikke om at læse – men tiden tvinger mig. Sådan oplevede jeg det, da jeg skrev bogen: Jeg var så dybt inde i den konflikt, den lå så dybt i mig, at jeg var nødt til at skrive om den. Jeg kunne ikke forlade den«, siger han.

Hvordan har akademiet det i dag? Har det rejst sig?

»Eftersom jeg har valgt at blive i akademiet, kan jeg ikke kommentere det. Vi har en slags fredelig overenskomst om, at vi ikke kommenterer, for så blusser krigen op igen«.

Mens andre af akademiets medlemmer forlod pladsen for at tage afstand fra skandalen, har Horace Engdahl fastholdt, at han er livsvarigt udpeget, og at han bliver.

Horace Engdahl om litteratur:

Hvad er godt at læse og hvorfor?


Hvilken bog har senest gjort indtryk på dig?

»Det er et lille bind med tolkninger af 20 digte af den persiske poet Hafez (digteren levede i 1300-tallet i det nuværende Iran; bogen er oversat til svensk af Lars Andersson og Jila Mossaed: ’Överallt är kärlekens hus’, red. ). Denne lille bog, som jeg har læst nok ti gange de seneste måneder, har fået mig til at forstå Hafez’ storhed. Jeg bestilte omgående en fransk udgave med hele poetens værk, udgivet på et for mig forståeligt sprog med sagkyndige kommentarer. Hafez’ indvirkning på Goethe, Byron og andre fremstod med et klart for mig, og jeg ser, at han er en af de udefrakommende inspirationskilder, som har haft størst betydning for europæisk litteratur«.


Hvorfor skal vi læse litteratur?

»Tja – hvorfor skal vi leve?«.

»Jeg ser ikke, at jeg med hæderen i behold for min egen bekvemmeligheds skyld kan forlade akademiet. Det kommer jeg aldrig til at gøre, og derfor følger jeg også fredsaftalen: Der er ingen idé i at skrive en officiel version af det, der skete, for modsætningerne er så store, at vi aldrig ville kunne finde én udlægning. Så vi, der er tilbage, lægger låg på og siger ikke noget. Det kommer ikke til at ske, tror jeg«.

Men, bebuder han: Der vil komme post – om 50 år.

»Jeg tror, at vi alle i akademiet kommer til at efterlade os et manuskript i en kuvert med ordlyden: ’Må åbnes 50 år efter min død’«.

Kommer du til at gøre det?

»Ja. Og der vil være flere kuverter om 50 år, men frem til det vil vi være tysta«.

Overordnet kan Horace Engdahl fortælle, at akademiet »arbejdsmæssigt fungerer bedre end nogensinde«, og at stemningen er fin.

»Det er trist, at vi ikke kunne finde den stemning dengang, men det gik ikke. Affektniveauet var så ubeskriveligt stærkt. Jeg har aldrig været med til noget lignende, og jeg kommer aldrig til at opleve noget lignende igen«.

De berømte 18 udpegede medlemmer var som »en slags familie, der var sammen hele tiden«, de så ofte hinanden mere, end de så deres egne børn, og de holdt sammen imod omverdenen.

»Og pludselig stod vi så i en indbyrdes krig«.

Kan du beskrive det, der hændte?

»Jeg kan næsten ikke finde andre ord end galskab. Der var en slags vanvid. Man blev besat af det. Jeg har aldrig oplevet den slags scener før, og her bagefter kan det være svært at forklare – men detaljerne kan jeg ikke gå ind på uden at bryde den fredsaftale«.

Du skriver i bogen om klapjagt på anderledes tænkende og forfølgelse og syndebukke. Oplevede du, at der skete en slags moralsk justitsmord på dig?

»Det, jeg selv blev udsat for, betragter jeg som halb so wild, som det hedder på tysk: Det var ikke så farligt. Jeg har i min tid været ude for breve, debatter og morderiske personangreb. Som 30-årig kan man gå ned på det for aldrig at komme tilbage, så der må man kæmpe, men når man har været udsat for det gang på gang på gang, kan man opleve, at det ikke gør større indtryk. Når jeg ser tilbage, var 2018 og 2019 de mest lykkelige år af mit liv«.

Aaahrr ...?

»Jamen jeg havde lige mødt den kvinde, jeg er sammen med nu, og vi havde det dejligt. Det andet lå i horisonten, men det fik mig egentlig ikke ned. Det var meget værre, hvad der skete inde i selve akademiet. Der var vi bare alle i samme situation, så jeg kan ikke sige, at jeg blev udsat for noget personligt. Man gav og fik, og der var en vis retfærdighed«.

Han minder om, at der »er steder i verden, hvor forfattere trues med vold eller trues på livet for det, de skriver«, og hvor de ikke kan færdes trygt, »hvis de skriver, hvad de tænker«.

»Der er vi vældig privilegerede her. Og nu kommer mit statement: Man dør ikke af avisoverskrifter«.

For Horace Engdahl at se er der »sket et under«:

»Nogle af dem, der diskuterede hadefuldt dengang, følges nu ad. Der kommer en slags forsoning nu«.

Hellere ti kriser

Vi går en tur i Näckrosparken, en park i nærheden. Horace Engdahl viser rundt til statuer og ned til søen, som vil være grøn af åkander, eller näckrosor, om kort tid. Han virker som en, der er faldet til i sin nye by. Det er to år siden, han flyttede hertil, dels for at komme væk fra det ophedede Stockholm, dels og nok så meget for at flytte sammen med sin nye livsledsager, Stina Otterberg, der har børn i Göteborg.

Parret fandt sammen tre år efter bruddet mellem Horace Engdahl og den kendte feminist og forfatter Ebba Witt-Brattström. Hun skrev om skilsmissen, de var kendte begge to, og det blev en giftig og ret offentlig skilsmisse.

»Den oplevelse kommer jeg ikke til at redegøre for. Den er privat. Jeg kan bare sige, at hvis jeg kunne vælge en skilsmisse mere eller ti af den slags kriser, akademiet var igennem – ville jeg vælge ti kriser. Uden for enhver tvivl«.

Kulturnedgang

Vi finder ind til et cafébord igen, og Engdahl bænker sig med en traditionel svensk semla, en slags fastelavnsbolle, som han og fotografen diskuterer livligt og enes om kun at give 2,5 på en skala fra 1 til 5.

Der er heller ikke høje karakterer til det svenske kulturliv, som dansk kulturliv ellers har haft for vane at misunde. Det kan være, der kommer en guldalder til, men »lige nu føles det bestemt ikke sådan«, siger den gamle litteraturkritiker:

»Svensk kulturliv er ikke i vældig høj status lige nu. Kulturdebatten ligger på et bedrøveligt niveau. Vi befinder os i en kulturnedgangsperiode«, siger han.

Hvad er der sket i svensk åndsliv?

»Det er et godt spørgsmål. Det er nok desværre bare sådan, at når man selv er en del af diskussionen, kan man ikke analysere den og især ikke sige noget om årsag og virkning. Det går ikke. Jeg synes, at jeg har oplevet en tilbagegang i det 21. århundrede, men jeg kan tage fejl«.

Det handler om, at der set med Horace Engdahls øjne er kommet en tendens til ikke at tænke frit. Han tænker med et vist vemod på sin ’idealperiode’, 1980’erne, hvor han fandt, at der var højere til loftet.

Måske om et år eller to vil vi alle kunne mødes på samme cafeer – selv dem, der stak kniven i hinanden dengang

»Man kunne sige, hvad man ville, og blive ved at være en del af diskussionen. Der var ikke de her ladede diskussioner, som vi har fået med emner som indvandring og feminisme, hvor der er repressalier, hvis man siger noget forkert. Alt var tilladt. Og det er den ideale og mest frugtbare tilstand«.

I dag handler diskussioner for meget om at få ret, oplever han. Eller med et citat fra hans nye bog: »Tolerancen for afvigelser fra den almengyldige overenskomst er lille«.

»Kulturen bliver på en måde meningsløs, fordi den bliver en kampplads for færdige formuleringer. Du kommer og går med samme holdning: Der findes ingen samtale. Måske er vi på vej mod en slags opblødning efterhånden, men diskussionen er stadig hæmmet«.

Vi talte om, hvad der er sket med akademiet. Hvad er der sket med dig? Du har skiftet by – og vel også fået en anden status?

»Jeg har fået et nyt liv. Jeg lever med en ny kvinde i en ny by ... Det er en revolution. Jeg har fået en ny begyndelse, og jeg kan ikke finde på noget som helst at klage over«, storsmiler han.

Og statustab? Horace Engdahl bemærkede stor interesse for den nye bog, da den udkom på svensk i efteråret, og anmeldelserne i Sverige var gode på nær to, som han vil betegne som »mordforsøg, men uden blod ingen stemning, som de siger i Fremmedlegionen«.

Han har også lige optrådt på universitetet i Lund. Her spurgte journalisterne til de gamle sager om akademiet og #MeToo, mens de studerende ville diskutere det tema, der var på dagsordenen, dannelse.

»Der var vel over 500 studenter i aulaen, og jeg vil næsten sige, at jeg blev mødt i triumf. I hvert fald tænkte jeg: O.k., nu er jeg ikke fordømt længere«.

Man kommer vel ikke uden om, at når man har været del af en skandale, så sidder der et dyr på skulderen af én og ...

»Ja, der sidder noget i én, selvfølgelig. Jeg er blevet en del illusioner fattigere, hvad kulturlivet angår, og jeg kan næsten beklage, at jeg stadig skal være en del af det, men som akademimedlem er det sådan. Jeg må fortsat spille i hvert fald den rolle, men jeg føler, at jo mindre jeg har med kulturlivet at gøre – jo bedre«.

Det er vel noget at miste? Jeg går ud fra, at når du bevægede dig rundt i Stockholm, åbnede dørene sig?

»Ja«.

Det må bevises

Du har skrevet, at eftertiden kommer til at dømme #MeToo. Hvad mener du med det?

»Der er den her flokmentalitet. Og jeg tror, at eftertiden vil se vældig negativt eller kritisk på den udvikling. Ikke hele vejen igennem, sådan er det ikke med nogen historisk bevægelse, men jeg tror, at man vil sige, at den her bevægelse tog en ulykkelig drejning«, siger han.

»Det er slet ingen dårlig idé at lade mænd og kvinder diskutere køn og seksualitet, men det førte til personforfølgelse og udhængning af navngivne personer, hvis liv med ét blev ødelagt, på trods af at det måske kunne være usikkert, hvad der var sket. Der skete det, som er typisk i medierne, at nogle begyndte at lede efter syndebukke og blodige ofre – som en slags underholdningsvold, kan man sige. Og det tror jeg, at man kommer til at dømme hårdt«, siger han og anslår sit tema om forsoning igen:

»Allerede i dag er tonen en anden i Sverige. Her har været en klapjagt, men nu balancerer man. Jeg ved ikke, hvordan tonen er i Danmark, men her kan du ikke drive det derud, hvor det var. Vi ser efterhånden uhørt få navngivelser og få processer. Alvorlige bevislige overtrædelser kommer selvfølgelig stadig for domstolene – det er en anden sag. Men de her skueprocesser, hvor man bare reagerer på mistanken, og den anklagede ikke har en chance for at forsvare sig, ser vi færre af«.

uddrag

af ’op. 101’

Tidsånden er skæbnen, skriver en gammel ven til mig efter at jeg for ham har citeret Napoleons ord om at det man før kaldte skæbne, er politikken. Tidsånden ville være lattervækkende, hvis den ikke var så omsiggribende. Pludselig drejer alle mennesker i samme retning mentalt. Alle begynder at tale om noget som blot nogle måneder forinden ikke eksisterede som samtaleemne. Påduttede opfattelser og fraser indarbejdes med forbløffende hast, i begyndelsen næsten skyldbevidst, med et ironisk smil, men allerede nogle uger senere uden mindste ironi og i en tone som frabeder sig indvendinger. Diskussionen er forbi før den overhovedet er begyndt. Det kunne kaldes konformisme, men den betegnelse forekommer mig alt for svag. Konformisme er føjelighed: man tier eller tilslutter sig for at undgå at komme galt af sted. Men det her er noget andet. Det er en epidemisk overbevisning, et omslag i massens følelsesapparat, som ændrer klangen af vigtige ord og hastigt opstiller nye spilleregler. Gør det i dag, i morgen kan det være forbudt! sagde spøgefuglene i min ungdom, frigjorthedstiden. Det var morsomt, fordi ingen troede det muligt at områder af livet som efter århundreder var blevet befriet fra moralens terror, kunne blive underlagt et nyt rædselsregime.

Men tidsånden er et uhyre der skifter skikkelse mens vi sover. Når vi vågner, blokerer det døren og griner koldt. Siger vi den rette frase, blinker det mistænksomt i dets øjne. Først når vores hjerte begynder at slå i den rytme som uhyret genkender som sin egen, lægger det sig på poterne som en flink misser og lader os passere.

Der findes i menneskets nedarvede overlevelsesarsenal en evne til at opfatte omvæltninger i den kollektive mentalitet og hastigt tilpasse sig dem, ikke bare med mund og øjne, men også med sjæl og hjerte. Nogle mangler denne evne, mangler sindets smidighed eller – oh ve! – mangler viljen til at svigte sig selv. Deres skæbne er beseglet, ville min ven sige, uden hverken billigelse eller beklagelse. De er dømt til at forstå hvad det indebærer at leve i et samfund.

Horace Engdahl: ’op 101’. Oversat af Signe Lyng, udkommer på Jensen & Dalgaard 15. marts

Jeg er kvinde, jeg er den, jeg er: Skal man ikke tro på det, når en flok kvinder står frem og fortæller nogenlunde enslydende om overgreb og ...

»Nej. Man skal ikke tro på noget. Det må bevises. Og det er svært at bevise, hvad der er sket mellem en mand og en kvinde«.

Horace Engdahl taler generelt, men til spørgsmålet, om det også gælder hans ven den voldtægtsdømte Jean-Claude Arnault svarer han ja. Han har sat sig ind i dommen, har læst grundlaget for den og er overbevist om, at Arnault har været udsat for et justitsmord:

»Min konklusion er, at Jean-Claude Arnault burde have været frikendt«.

Synspunktet, at når der er afsagt dom, er man skyldig, køber han ikke uden videre:

»Det er min ærlige overbevisning, at det var justitsmord, og den opfattelse har jeg lov at have som borger i et frit land. Man har ikke pligt til at finde enhver afsagt dom retfærdig«.

Midaldrende kvinders hævn

Horace Engdahl nægter at tro, at domstolene ikke med #MeToo-bølgerne har været påvirket af stemningen:

»Det er sårbart at træffe afgørelser, når der er så stærk bevågenhed om en sag. Man kan ikke sige andet, end at der er en vis forudindtagethed, og så er det svært at tale om retssikkerhed«.

Adskiller den situation, hvor retssalene og menneskemængden kan være tilbøjelige til at lytte til kvinderne, sig fra den situation, vi har haft hidtil, hvor retssale og medier og mennesker har lyttet til mændene?

»Nej. Men man skal ikke gå fra et misbrug til et andet. Man skal forsøge at lande i noget, der er retfærdigt. For begge sider. Men du har da ret. Man har stået i præcis den modsatte situation til for ikke særlig længe siden. Det er svært. Og det er tragisk, hver gang man står med den tvivl i retssagerne«.

Jeg er blevet en del illusioner fattigere, hvad kulturlivet angår

Du taler om, at #MeToo langt hen ad vejen er forfejlet. Kan du bare gå ud fra, at det ikke er dig, men en hel generation af unge kvinder, der tager fejl?

»Nej, men for det første mener jeg ikke, at #MeToo drives af en hel generation. Jeg taler med mange unge mennesker, der har stor distance til det her. Jeg tror, det handler om midaldrende kvinder, der har noget imod unge kvinder. Mange kvinder er måske skuffede over den måde, deres liv og deres karriere har udviklet sig på. De hævner deres liv«.

Hvor ser du det?

»Der er ikke andet, der kan forklare den enorme bitterhed, som kvinder i 50’erne fylder den svenske debat med«.

Siger du, at det handler om en jalousi fra midaldrende kvinder?

»Ja, absolut. De er skuffede over tabet af tid og skønhed og evner, som de bilder sig ind er tabt, men som i mange tilfælde slet ikke er tabt. Det er helt forfejlet og beside the point, set fra en mands synsvinkel. De har ikke grund til at føle tragik. Der findes store værdier senere i livet, man behøver faktisk ikke at være 25 år«.

Det er enormt provokerende, det, du siger der ...

»Ja, men man anslår ikke den tone, hvis ikke man mener, det er nogens fejl. Her er det mændenes fejl, og fejlen, de begår, er at se på yngre kvinder. Dermed bliver det også de yngre kvinders fejl, selv om de kan beskrives som ofre også, men de medvirker på en vis måde gennem den måde, de fører sig frem på og klæder sig på og bærer på den her stærke effekt, som giver den magt, som kun ung kvindelig skønhed giver, og som mænd tiltrækkes af«.

Han smiler skævt:

»Men man må leve livet. Vi mænd har andre problemer, sådan er livet. Jeg synes ikke, det er sjovt at se mig selv i spejlet. Sådan fungerer mænd også. Slap af«.

Du skriver i din bog: »At flirte er uforeneligt med den formynderiske ånd, der har bredt sig på kønslivets område«.

»Ja, der findes en stærk tendens til at ville