Nå ja, der står det så, egetræet. 20 meter højt og vel nogenlunde det samme i kronens bredde. Med store, knoklede grene og blade som puslespilsbrikker, der filtrerer sollyset og gør græsset nedenunder plettet. Mindst 400 år gammelt.
Vi er på øen Tåsinge, lidt syd for Svendborg, hvor der på en af de små, snoede veje i nærheden af Valdemars Slot findes en berømt eg, man kalder for Ambrosiusegen.
Navnet har træet fået efter digteren Ambrosius Stub, som i 1700-tallet skal have yndet at sætte sig op ad stammen, når han nedfældede sine vers. Det er sikkert løgn – sådan er det jo tit med den slags historier – men ikke desto mindre står egetræet altså stadigvæk lige dér i vejkanten og rager op.
Og jovist, det er ordentlig basse, men alligevel sniger tanken sig ind på mig:
