0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen

Flere og flere vender sig mod træerne, og særligt ét slags bliver betragtet som noget ganske særligt

Hvad hulen er det med de egetræer? De har været tilbedt lige siden antikken, digterne kan slet ikke få nok af dem, og den dag i dag bliver egen tilsyneladende fortsat betragtet som noget ganske særligt. Senest har Gads Forlag udgivet den store kulturhistoriske bog ’Eg’ om den gamle træsort. Vi er taget i skoven for at finde ud af, hvad det går ud på.

FOR ABONNENTER

Nå ja, der står det så, egetræet. 20 meter højt og vel nogenlunde det samme i kronens bredde. Med store, knoklede grene og blade som puslespilsbrikker, der filtrerer sollyset og gør græsset nedenunder plettet. Mindst 400 år gammelt.

Vi er på øen Tåsinge, lidt syd for Svendborg, hvor der på en af de små, snoede veje i nærheden af Valdemars Slot findes en berømt eg, man kalder for Ambrosiusegen.

Navnet har træet fået efter digteren Ambrosius Stub, som i 1700-tallet skal have yndet at sætte sig op ad stammen, når han nedfældede sine vers. Det er sikkert løgn – sådan er det jo tit med den slags historier – men ikke desto mindre står egetræet altså stadigvæk lige dér i vejkanten og rager op.

Og jovist, det er ordentlig basse, men alligevel sniger tanken sig ind på mig:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce