»Jeg har aldrig sat mig ned og tænkt: Nu skal jeg skrive om at være far. Men det findes nok alligevel i mange af de bøger, jeg har skrevet. Tydeligst er det i ’Sommerferiedigte’, som var et forsøg på at skrive en form for poetisk dokumentarisme, ligesom ’Viceværtsdigte’ også var det. Verslinjer kan indfange virkeligheden på en måde, ingen andre genrer kan«.
»Jeg arbejder i øvrigt på en anden bog med samme metode, der skal hedde ’Per, 1. klasse’, som følger mit yngste barn i et helt år. Jeg synes, at børns lege, remser og sprogbrug er dybt fascinerende. Alle de regler, de stiller op, når de leger – f.eks.: Spiller vi ståtrold med eller uden blæksprutte – og de talemåder, der opstår spontant, men som alle børn kender: Det, man siger, er man selv, for det står i Aktuelt. Det er en form for mundtlig litterær genre, som jeg gerne ville indfange med mit tekstkamera, inden det er for sent, og jeg ikke har adgang til den børneverden længere. Men det er et kæmpeprojekt, og det er måske også ret underligt og kedeligt. Forlaget mener i hvert fald ikke, at det er den retning, mit forfatterskab skal gå i, så lige nu tegner det til at blive en af mine største fiaskoer. Men jeg skriver det færdigt alligevel«.
»Da jeg arbejdede med ’Sommerferiedigte’, var jeg bevidst om ikke at skjule det gode. Digtene handler selvfølgelig også om skænderier og konflikter på bilferien, men jeg skriver også om en masse fine øjeblikke. Der er jo en kulturel fortælling om, at smerten er dyb, og glæden er overfladisk, men hvis man sætter sig ned og undersøger det, er det lige omvendt«.
»Det kan også være en af grundene til, at der findes relativt få bøger om det at være far. Der er måske stadigvæk et spøgelse af, hvad det vil sige at være mand og mandlig forfatter. Han skal helst være en lonely wolf, der har det svært. Sådan tænkte jeg også selv, da jeg var yngre og forlæste mig på Saarikoski og Kerouac. Der var en altid en lille stemme, der sagde til mig, at det er smerten og det dysfunktionelle, du skriver fra, og selv om jeg aldrig var modig nok til at gå fuldstændig i hundene, blev det til en del år med en noget sumpet og selvoptaget livsførelse. Men senere blev jeg trodsig og begyndte at insistere på det modsatte: Kan man ikke godt være en velfungerende familiefar og samtidig skrive interessant? Det var ’Sommerferiedigte’ et forsøg på. Det duer jo ikke, at man skal smadre sin familie og gå på druk for at kunne skrive en bog«.
