Alle lykkelige sejre ligner hinanden; men det ulykkelige nederlag er altid på sin egen måde ulykkeligt. Undskyld: mild omskrivning af Tolstojs ord om familier, første sætning af ’Anna Karenina’. Det er sejre og nederlag i Tour de France, det gælder, så vi kan lige så godt køre på den store klinge. Der findes ligesom en Tour-stil.
»Det kan jeg godt lide«, siger Jørgen Leth og gentager: »Det kan jeg rigtig godt lide«. Han skriver prolog til fotografen Nils Mejlvangs pragtværk af en billedbog, ’Le Tour – 20 års Tour de France fortalt i billeder’. Hvad Leth godt kan lide, er »at se Mejlvang arbejde. (...) Han går efter det perfekte billede hele tiden«.
Leth skriver som Leth, det skal man være temmelig tungnem for ikke at fatte. Han har sin stil ligesom Touren. ’Stjerner og vandbærere’ hed den ene af Leths klassiske, genreskabende film om cykelsport. ’En forårsdag i helvede’ hed den anden.
Og hvor er det slående, både når man bladrer gennem Nils Mejlvangs Tour de foto og de tre andre bøger på dagens etape: Vandbærerne, og især de mest uheldige af dem, de fortvivlede tabere, er bedre foto- og fortællestof end sejrherrerne og deres uendelige mængder af nogenlunde ens grimasser og gestus, når de skrydende og skrigende kører over målstregen.
