Få bliver profeter i deres eget land, men i tilfældet Fatima Daas var det ikke disciple, hun manglede. Da den unge kvinde forrige år udkom med sin første roman, ’Den yngste’, skabte det sensation.
For Daas, der skriver under pseudonym, var alt det, det officielle Frankrig havde ventet på: ung, lesbisk, fra ’ghettoen’ og – ikke mindst – muslim. Nå ja, og så havde hun også skrevet en bog, der tematiserede det vanskelige forhold mellem tro og seksualitet. En slags lesbisk dannelsesroman, som i sin præsentation klart signalerede, at det hele i øvrigt var baseret på personlige oplevelser.
Hovedpersonen hed Fatima, var som Daas vokset op i Clichy-sous-Bois uden for Paris og fortalte over små 200 sider historien om sit besværlige navn: om at acceptere sig selv, om at leve med modsætningerne – udspændt mellem imamer og elskerinder – og om at være sit begær voksent. Til avisen Libération annoncerede hun, at det var »skammen«, der havde bragte hende ind i litteraturen.
Det var noget, der kunne bruges. Bladene stod i kø for at lave portrætter, og i radioernes morgenflade talte Daas bogen tynd. Nu skulle forfatterinden være sin generations stemme, forstædernes nye ansigt, de unge muslimers offentlige samvittighed. Alt sammen på én gang og gerne med det vons.
