Omsorg, omsorg, omsorg. Omm-omm-omm ...
Det lyder nærmest som et mantra, man i tiden mediterer på. I valgkampen dukkede ordet op i tv-debatter, avisspalter, i taler. Det florerer i interviews med filosoffer og i samtaler forfattere imellem, og i debatindlæg fra hvem som helst messes der: omsorg, omsorg, omsorg.
I august udgav Pernille Abd-El Dayem en anmelderrost novellesamling, der simpelthen har titlen ’Omsorgsdage’. En udgivelse, der fik Kristeligt Dagblads kritiker til at kalde hende »en af ny dansk litteraturs fremmeste og mest bemærkelsesværdige stilister«, mens Informations kritiker skrev, at novellesamlingen virker »genopfriskende på ens grundlæggende nysgerrighed over for alt det sociale, man er og gør«.
Her ælter hun nænsomt begrebet, der siden 1986 er blevet brugt om dage, hvor en ansat ifølge en overenskomst har ret til at holde fri med løn for at drage omsorg for sit barn, for eksempel ved sygdom, indkøring i institution eller lægebesøg.
