Hvis man i Senegal går og er lidt utilfreds med tingenes tilstand, får man ofte at vide, at ’Dieu est grand’, Gud er stor. Det vil sige, at Guds veje er uransagelige, du må stole på, at der er en plan, og du bliver nødt til at fortsætte ned ad den vej, der ligger foran dig. En tro på skæbnen med andre ord. Et syn på livet, som jeg blev meget grebet af, da jeg sidste år boede i Senegal.
Skæbnen tænkte jeg meget på, mens jeg læste den 32-årige senegalesiske forfatter Mohamed Mbougar Sarrs roman ’Menneskets dybeste erindring’, hvor protagonisten, den unge senegalesiske forfatterspire Diégane, følger de få spor, der findes efter den fiktive og ligeledes senegalesiske forfatter T.C. Elimane, der opnåede stor anseelse i det franske litterære miljø for sin roman udgivet i 1938. Men efter anklager om at have plagieret andre forfattere i sit hædrede værk forduftede han.
Diégane, som på mange måder er Mohamed Mbougar Sarrs alter ego, bliver opslugt af romanen fra 1938 og dens forfatter. Som læser bliver man selv helt rundtosset af at finde rundt i virkeligheden og litteraturens verden.
Uden at afsløre for meget af romanens forløb virker det forudbestemt, at de to hovedpersoners parallelle liv skulle hvirvles ind i hinanden. Måske et tilfælde, måske skæbnen, men de to ting står ikke nødvendigvis i modsætning til hinanden, som Sarr skriver i romanen.
