I et lille landsbysamfund i Sydfrankrig begyndte man i 1980’erne at høre om unge mennesker, der blev fundet bevidstløse med opsmøgede ærmer og en sprøjte i albuebøjningen. ’Sovende børn’ kaldte man dem.
Med det distancerende begreb omtalte de lokale byens unge, der var begyndt at sprøjte heroin ind i deres årer.
I sig selv er heroin farligt og noget nær umuligt at gøre sig fri af, når først man er blevet afhængig. Men de unge mennesker havde ikke forestillet sig, at de genbrugte kanyler også kunne gemme på en dødbringende sygdom.
Forfatteren Anthony Passeron hørte udtrykket sovende børn i sin opvækst i den sydfranske landsby Puget-Théniers, der ligger i nærheden af Nice, og der skulle gå år, før han endelig forstod, hvor meget smerte det dækkede over. Nu har hans roman ’Sovende børn’ i snart to år stået fremme i vinduerne hos franske boghandlere. Mens Anthony Passeron kommer fra et miljø, der havde nemmest ved at benytte sig af eufemismer, hvor narkomani blev til ’dumheder’, afvænningsprogrammer til ’hvile’, aids til ’en sygdom’, skriver han i sin debutroman kendsgerningerne, som de var.
