Knud Rasmussen kaldte dem ’central-eskimoerne’. Han havde mødt dem i det nordvestligste Grønland i 1902-04, da han deltog i Ludvig Mylius Erichsens Danske Litterære Ekspedition til Grønland. De havde forbindelse til det amerikanske kontinent, men havde de en fælles kultur, som forbandt dem på tværs af kontinenter?
Det var det spørgsmål, Knud Rasmussen besvarede med intet mindre end en 18.000 kilometer lang rejse på hundeslæde i 1921-24, hans ’5. Thule-ekspedition’, som gjorde ham udødelig. Ideen havde han fået allerede i 1909, men det tog lang tid at rejse midler til den bekostelige og farefulde færd, som er en af den slags næsten demonstrative kraftpræstationer, man ikke længere ser eventyrere udføre. Allerede 10-15 år senere havde brugen af fly gjort hundeslæden overflødig i forbindelse med den slags rejser.
Generationer af læsere har stiftet bekendtskab med den lange færd via Rasmussens bog ’Den store slæderejse’, som udkom i 1932, året før han døde. Nu genudgives hans værk fra 1925, som den populariserede bestseller trak på, og ikke mindst de pragtfulde fotografier, nogle af dem nu farvelagte, som Leo Hansen, ’Knud Rasmussens fotograf’, tog, bringer helt nyt liv i den utrolige fortælling. Nogle af dem har en helt nutidig friskhed.
Når Knud Rasmussen kom med på Mylius-Erichsens ekspedition, var det, fordi dens litterære formål var at indsamle sange, fortællinger og myter. Til lige netop det var unge Rasmussen perfekt castet. Han var vokset op i Jakobshavn, vore dages Ilulissat, som søn af en dansk far og en grønlandskfødt mor, der var halvt inuit, men blev som 12-årig sendt på kostskole i Danmark, hvor han siden boede. Han talte grønlændernes sprog og lignede dem. Han var en fantastisk ressource, og han vidste det selv. Mødet med folk i det kolde nord førte til, at han skrev bogen ’Nye mennesker’, som udkom i 1905. Den fælles ekspeditionsberetning ville have haft kæmpestor gavn af hans stof, men han ville have stoffet ud under eget navn.
