Da en journalist i efteråret 1920 overbringer August Krogh nyheden om, at han har fået tildelt Nobelprisen i Medicin/Fysiologi, bliver den unge reporter venligt, men bestemt bedt om at rende og hønse. »Hvad skulle jeg dog få den for?«, brummer den beskedne professor med det sirlige fipskæg og de uindfattede brilleglas.
Også det danske pressekorps modtager nyheden med kølig vantro. For man har i ugevis tippet på den verdenskendte østrigske foryngelsesforsker Eugen Steinach – og hvem er i det hele taget denne doktor Krogh, som ingen har hørt om, og som ikke engang kan bryste sig af en rigtig lægetitel? Han holder til i Dyrefysiologisk Laboratorium bag Nationalmuseet, så meget ved man. Men hvad har manden mon udrettet, der kan være en guldmedalje, et royalt håndtryk og 134.100 gode svenske kroner værd?
Tja. Zoologen August Krogh har levet det meste af sit voksenliv iført kittel og specialsyede hjemmesko, og fra 1897 er han professor Christian Bohrs yndlingsassistent i laboratoriet bag Kirurgisk Akademi. Sidenhen udløser faglige uoverensstemmelser et stilfærdigt fadermord, og i 1910 bliver Krogh herre i eget hus. Han indtager laboratoriet i Ny Vestergade 10 og anlægger straks en lille dam i baggården, så han har frøer nok til sine forsøg.
Krogh er en moderne empiriker i fodsporene efter Peter Panum, fysiologiens danske oldermand. Han udforsker lungernes ilttransport og kapillærernes blodgennemstrømning ved hjælp af dyreeksperimenter og en skov af sindrige måleapparater, som må have gjort jævnaldrende Storm P. grøn af misundelse. Kældrene bugner af jernlunger, ergometercykler og mandshøje spirometerklokker. Der er kabler og slanger overalt.
