Søndag 4. oktober 1840, tågen driver tungt gennem Nyhavn, pikken prikker og stikker som en romersk agave.
Nationalhypokonderen H.C. Andersen døjer igen med sygelige fornemmelser i sit genstridige guldalderlem, og hertil kommer tandpinen, halskataren, nyresmerterne, brystspændingen, synsforstyrrelserne, de elektriske jag i højre testikel og den uklædelige filipens på næsen.
Skarpt forfulgt af Søren Kierkegaard er Andersen sin epokes mest sensible skabergemyt, og hans dagbøger bugner af alarmerende symptomer og kronisk bange anelser: Kan det vaklende helbred skyldes koldbrand eller svindsot, podagra eller gastrisk feber i anmarch? Er det mon en bændelorm eller en knappenål slugt i søvne, som rumsterer bag det ømme maveskind? Der er altid en ært under denne prinsesses madras.
Andersen lever i en periode, hvor sundheden får en ny og mere central placering i menneskers liv. Allerede i 1700-tallet kastede borgerskabet sig ganske vist entusiastisk over legemets røgt og pleje, men industrialiseringens tidsalder afføder en sværm af nye diagnoser og en generation af handlekraftige læger, som forkaster fordums medicinske hokuspokus til fordel for biopsinål, podepind og stetoskop.
