Da Karl Ove Knausgård mellem 2009 og 2011 udgav ’Min kamp’ over 2.500 sider, dissekerede han i smertefuldt dybe snit sin families og sit eget liv. Beskrivelserne af farmorens møgede hus og farens fordrukne bræk dunstede ud fra siderne, og sylen stak også i forfatterens egen formåen og eget ægteskab. Det er for længst blevet sådan, at en gennemgang af 10’ernes litterære hovedstrømning, autofiktionen eller virkelighedslitteraturen, tager sit afsæt i Karl Ove Knausgårds værk og placerer ham i en nøglerolle. Hans ekstreme realisme er oversat til 35 sprog, og han har høstet pris på pris.
Derfor forekommer springet stort, når netop han sætter uforklarlige kræfter i løsdrift hen over samtlige de 666 djævelske sider, som norske anmeldere bemærkede, at romanen nok ikke helt tilfældigt fyldte på de kanter.
»Jeg har prøvet at søge en ny tilgang i hver ny bog«, siger forfatteren, som siden ’Min kamp’ har prøvet skrivemåder og genrer af med fotobøger, dagbogsform, en mailbog om fodbold og de fire årstidsbøger, der er en form for encyklopædi med essays om fænomener, tilstande og begreber og for den sags skyld bier, begær, ribs, ugler, sko og lamper. Knausgård har været pænt rundt.
