Stine Pilgaard sidder foran skærmen i hjemmekontoret i Velling i Vestjylland. Bag hende stritter en stor grøn plante med sine blade, og en glødepære kaster et blødt lys over sine omgivelser. Hendes lille datter kommer op på knæet med et rasledyr for at sige hej, men Stine lægger hende ned på aktivitetstæppet på gulvet igen.
På det ydre Nørrebro, ikke langt fra Bispebjerg, toner Ida Holmegaard frem i sin lejlighed. Med markante briller og en stor bogreol i baggrunden. »Hvor er Stine? Jeg kan ikke se hende. Har du video på?«, spørger hen.
De to forfattere kender hinanden i forvejen, og de har glædet sig til at ses online. De har for længst læst de to værker, de hver især er nomineret for til Politikens Litteraturpris 2020, ’Meter i sekundet’ og ’Look’. To tilsyneladende meget forskellige værker, det ene en roman om, hvordan det er at flytte til et nyt sted, det andet en essayistisk tekst om tekstiler og køn. Samtidig kredser de begge om identitet, og det er det, vi skal tale om.
Men først spørger jeg forfatterne om, hvad de har fået af respons fra læserne af deres bøger. For én ting er regnen af ros fra litteraturkritikerne, noget andet er, hvad læserne reagerer på.
