»Først efter lang tids overvejelse har jeg givet mig i lag med at skrive en bog om kvinden. Emnet er ømtåleligt [Le sujet est irritant], især for kvinder, og fortærsket som få«. Med disse overraskende ord indleder Simone de Beauvoir (1908-1986) sit epokegørende hovedværk ’Le Deuxième Sexe’ – ’Det andet køn’ fra 1949. Hun sætter sig simpelthen for at skrive et værk på over tusind sider om et emne, hun selv opfatter som både irriterende og fortærsket. Man må beundre en sådan udholdenhed, men man må også tænke: Hvorfor gør hun det? Hvad driver værket i værket ’Det andet køn’?
Simone Ernestine Lucie Marie Bertrand de Beauvoir bliver født i Paris i 1908. Allerede fra en tidlig alder er det tydeligt for enhver – også hende selv – at hun er lynende intelligent. Som barn i en velstillet katolsk familie drømmer hun om at blive nonne, men da hun som kun 14-årig mister troen, beslutter hun sig i stedet for at blive ateist og forfølge en karriere i filosofi. Hun studerer derfor filosofi på det prestigefyldte Sorbonne Universitetet i Paris fra 1927-1929. Som kun 21-årig – og som den yngste nogensinde – består Beauvoir den berømte og berygtede agrégation-eksamen. Jean-Paul Sartre (1905-1980), hendes partner i livet og i filosofien, er den eneste, der består prøven med bedre karakterer.
Beauvoir lever et privilegeret liv, hvor hun excellerer i filosofiens mandsdominerede verden. Hun forklarer selv, hvordan hun langt hen ad vejen ikke oplever sit køn som en hæmsko eller hindring. Men der er dog noget, der irriterer hende: Når hun deltager i intellektuelle diskussioner, oplever hun undertiden, at hendes mandlige diskussionspartnere siger til hende: »Det er noget, De mener, fordi De er kvinde«. Hun oplever med andre ord, at en henvisning til hendes køn i sig selv fungerer som en indvending mod det, hun siger, at det at være kvinde opfattes som noget, der distancerer hende fra en intellektuel samtale. I sådanne situationer erfarer Beauvoir, hvordan hun kun har ét at gøre; at holde sig til sagen og insistere på sandhedsværdien af det sagte. At hun i stedet skulle svare igen med ordene: »Og De mener det modsatte, fordi De er mand«, oplever hun derimod som fuldstændig utænkeligt:
»For det at være en mand er som bekendt ikke noget, der placerer én i en særgruppe. En mand har ret i kraft af at være mand; kvinden har uret, fordi hun er kvinde. Det vil simpelthen sige, at ligesom man i ældre tider havde en absolut lodret linje, ud fra hvilken man definerede den skrå, således findes der en absolut mennesketype, nemlig manden«.
