Når man skal møde en islænding, der skriver højthvælvede fortællinger om slægters gang igennem tiderne, forventer man at møde en bredskuldret fyr, der bærer sine historier som runer ristet på kroppen eller kampesten i sine dybe lommer.
Men sådan er Jon Kalman Stefánsson ikke. Han er væver, ikke så høj, og et sort, slick velsiddende jakkesæt smyger sig tæt til den smalle skikkelse. Skjorten er også sort. Manchetterne stikker de perfekte halvanden centimeter ud under ærmerne. Han tager plads i en rød sofa, lægger højre arm over ryglænet og er klar til at tage imod spørgsmål.
Udenfor er der gråt. Himlen er grå, vandet ved Kronborg er gråt. I salene nedenunder er litteraturfestivalen Nord i fuld gang. Det er derfor, islændingen fløj hertil, for at optræde på scenen og berette om sin højtbesungne roman ’Stjernernes knitren’, der i år er udkommet på dansk. En bog, han skrev i 2003, hvor det røde hår på hans hoved dominerede over de grå. Nu er det omvendt.
Hvordan er det at skulle tale om en roman, du skrev for 18 år siden?
