Glenn Bech er indebrændt, bitter og vred. Og han skriver ikke for sjov. Han skriver, fordi der er så meget, der brænder på, og fordi han har arbejdet sig op til at blive én, man rent faktisk lytter til.
Det skriver forfatteren om sort på hvidt i sit sort-hvide manifest ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’. 329 siders poetisk prosa om ulighed. Om at være født med dårlige kort på hånden, så man ender som mobbeoffer, bagest i boligkøen, i bunden af den sociale rangstige, misundelig, udsat. Et opråb om, at ikke alle har lige adgang til alt, livet byder på. Et nødråb om klassekamp.
»Alting bør vel ikke reduceres til identitet?«, spørger Glenn Bech.
Ok, lad os begynde lidt blødere. Bech giver godt nok nyrestød efter nyrestød i sin bog, men det er torsdag morgen, klokken er ni, og jeg har bagerbrød med, da jeg ringer på hos forfatteren, der bor med sin kæreste i en toværelsers på ydre Nørrebro.
