Laura Bates var på vej hjem i bussen. Hun var 24, det var en sen aften i London, og hun talte i mobil med sin mor, da hun pludselig opdagede, at manden ved siden af hende havde lagt sin hånd på hendes lår.
Nu førte han hånden opad, indad, mod hendes skridt. Hun gik i panik, rykkede væk, og fordi hun havde sin mor i røret, udbrød hun højt, at en mand lige havde befamlet hende. Alle omkring hende i bussen hørte det, alle kiggede ud ad vinduet. Ingen sagde noget.
Men det værste var, at ingen ville have øjenkontakt med hende, siger Laura Bates i dag.
»Det føltes, som om de sagde: »Lad være med at lave ballade, tag ikke det her op«. Og det fik mig til at føle mig utrolig skamfuld og skyldig. Som om jeg ikke skulle have sagt noget«.
