Vi står for enden af en øde grusvej lige ved Limfjorden. Siv og tornekrat drypper af regn og våde snefnug, og en isnende lille vind pisker forbi og får fjorden til at skælve i små krusninger. Ude bag sivene et sted rejser nogle mørke skygger sig:
Fabrikken har skiftet navn og hedder ikke længere Cheminova, men dens historie er forankret lige her, hvor rækker af rygende skorstene toner frem af vintertågen, og hvor sporene stadig kan følges – ned under jorden, ud i fjorden, videre ud i sandet.
Engang sjappede man i stinkende, gulgrønne vandpytter bag fabrikken. Engang hældte man kemikalieaffald direkte i fjorden. Engang stod arbejderne og stampede skovle ned i størknet kemikalieaffald for at få løsnet det i flager. Det var sådan, man ’fik øjne’ og måtte hjem og ligge nogle dage, til den brændende fornemmelse bag øjenlågene havde lagt sig.
I dag er miljøkravene skærpet. Lugten hænger stadig i den råkolde dis, men den er ikke så stram, som den var, dengang Lemvig-forfatteren Kim Blæsbjerg, 48, var dreng.
