En dag i slutningen af august mødes jeg med forfatter Luka Holmegaard foran en café på Ydre Nørrebro. Der står borde og stole udenfor, men det er, som om sommeren er ved at være slut. I hvert fald er det en kølig dag, så vi går ind og sætter os over for hinanden ved et bord. Her taler vi om Holmegaards nye digtsamling, ’Havet i munden’, som netop er udkommet, og dét til begejstrede anmeldelser, også her i avisen:
»Luka Holmegaards sprog er et sprog, man forelsker sig i, i den helt glasklare sproglige præcision, hver sansning skrives frem med«, skrev Ida Dybdahl.
’Havet i munden’ strækker sig hen over en sommer, hvor dens fortæller, en ung transmaskulin mand, bader lystigt i havet, mens han reflekterer over de forandringer, hans krop gennemgår, og hvordan det forandrer hans blik på verden.
På en af de første sider i digtsamlingen skriver Holmegaard: »På vej tilbage til huset spørger E, hvordan det føles at bade. Om jeg er nervøs, selvbevidst. Jeg siger nej, siger: Jeg har det, som om min krop er fyldt med lys«.
