Engang var Lauren Groff alene på en øde ø. Hun var 15-16 år og i sommerferien med en gruppe unge på en månedlang flodtur i Maine. Som finale skulle hun gennemføre ’en solo’. Tre dage på en lille klippeø. Hun blev sat af med kun en presenning og en sovepose. Ingen mad, intet tøj. Da hun efter tre dage, udmattet og godt sulten, skulle samles op, blæste en voldsom storm op. Ingen kom og hentede hende. Det var i 1994, der var ingen mobiler.
»Jeg turde ikke søge ly under træerne, for det lynede og tordnede, og de kunne vælte over mig, så jeg lå bare under presenningen nede på stranden og forsøgte at gøre mig så flad som muligt mellem klipperne, mens regnen væltede ned, og bølgerne sprøjtede op i luften, så det var svært at se, hvad der var luft, og hvad der var vand«, husker Lauren Groff.
»Jeg troede virkelig, at nu er det slut. Det her er naturens storhed, som vælter ned over mig. Og så blev jeg rolig. Det blev sært smukt, da jeg lod panikken passere og accepterede den situation, jeg var i. Den oplevelse har jeg båret med mig i årtier«.
Som et traume eller en inspiration?
