Den tyske Bauhaus-skole havde måske nok et politisk ønske om at skabe kunst, design og arkitektur for de brede masser. Men det lykkedes vel aldrig helt.
Godt nok har skolens enkle og underspillede designsprog sat sit præg på det 20. århundredes lamper, stole og andet industrielt design i hele Nordeuropa. Overflødig pynt blev skrællet væk, fordi man dels mente, at det kunne skære omkostningerne ned, dels fordi man anså ren dekoration som et levn fra fortiden.
Det gav os lamper af sort metal med bøjelige arme, stabelbare glasbeholdere til madrester og stole med stålrørsben. Men billigt blev det aldrig, og den kølige stil blev ikke en sællert hos den brede befolkning.
I forbindelse med vores serie om klassekampen inden for kultur er det nærliggende at se på, om der findes steder eller tiltag i Europa, hvor man har formået at skabe nyt design, som har været henvendt til alle grupper i samfundet. Har nogen designet for den brede befolkning – og er det faktisk slået igennem hos alle samfundsgrupper?
