»Jeg synes, at pletterne er godt lavede, og jeg er glad for, at den ikke er helt hvid, for så bliver den så hurtigt beskidt«.
Sådan siger 11-årige Liva om sin nye kæphest. Og hun er bare en af de mange deltagere til sjællandsmesterskaberne i kæphesteridning i Haslev i sommeren 2022.
Kæphesteridning er et fænomen, der har spredt sig fra Finland, hvor mindst 10.000 dyrker sporten, og videre til de nordeuropæiske lande inden for de seneste – anslået – cirka syv år.
For de fleste, som Liva, er kæphestene et supplement til at ride rigtige heste, men kæphestene fylder også i sig selv, og de er vigtige designobjekter.
