En time tog det. Så var taflet overstået. På den time havde gæsterne nået tre serveringer med tilhørende vine. De havde gnasket sig igennem først supper, ragouter og stege. Derpå salater, fisk og kolde anretninger. Og til sidst var gæsterne gået om bord i kager, sorbeter, flødeis, kompotter, henkogte frugter og søde cremer.
Det hele blev fortæret i 1803, da Christian VII fejrede sin 54-års fødselsdag med et taffel, hvor 148 gæster var inviteret. Til højbords – og altså rundt om kongen og den øvrige kongefamilie – sad de 22 mest prominente gæster, som tilmed fik lov at spise desserten af det spritnye Flora Danica-stel, som kongehuset havde erhvervet. De første serveringer blev spist på sølvtallerkener, men da man kom til festens højdepunkt – desserten– skulle den selvfølgelig nydes på det smukke håndmalede porcelæn, som illustrerer den danske flora.
Det oprindelige Flora Danica-stel består af 916 dele, der hidtil har været delt imellem Kongernes Samling og Statsinventariet på Christiansborg Slot, og nu er det hele samlet på Koldinghus. Siden 2021 har Koldinghus været en del af Kongernes Samling, og det gamle slot har nu afsat hele bibliotekssalen til Flora Danica.
Centrum for udstillingen er det taffel, som Christian VII holdt i 1803, og museet har genskabt både opdækning og bordplan så minutiøst, at man næsten selv føler sig som en gæst ved hoffet. I en imponerende glasmontre har museet dækket et langt bord, lagt en dug på og stillet alt det service på bordet, som man mener blev brugt til desserten i 1803.
