Kontrasten kunne næsten ikke være større. For at nå frem til Karen Bennickes bolig og værksted kører man ad den ene smukke træallé efter den anden. Op og ned ad grønne bakker, forbi en sø og rundt om Bregentved Gods. Ind over toppede brosten, hen til et hus med sprossede vinduer, og så sidder man på Bennickes værksted, hvor det handler om alt andet end sjællandsk idyl.
Her står Karen Bennicke og kigger på et kort over New York. Hun sætter en finger på Manhattan og følger så en gade på tværs af avenuer, parker og pladser.
»Det er egentlig underordnet, hvilken gade det handler om. Det, som interesserer mig, er strukturerne over og under gadeniveau«, siger hun.
