Vi kender vores designklassikere: Y-stolen, Svanen, PH-lampen og mange flere.
Men hvor er de kendte sengedesignklassikere? Man kunne nævne Hans J. Wegners GE258 sovesofaklassiker fra 1954. Men man løber hurtigt tør for eksempler.
Måske fordi der i årtier har været lukket ind til sovegemakkerne. Først da sengen – som en daybed – sneg sig ind i stuen, blev designet mere udtalt.
Men nu tyder det på, at døren til soveværelset står på klem. Soveværelset er begyndt (også) at blive vist frem, og sengen er i fokus.
