De var de oprindelige vrede unge hvide mænd. Med øllet silende ned over hagen, et fortinnet blik og mere end én chip on their shoulders, som de ville sige i deres hjemland.
Mandag skulle de i minen igen. Eller på fabriksgulvet. Eller slet og ret drive den af, begå smårapserier. Og så hjem og gøre en ung pige gravid, så de enten måtte stikke af fra ansvaret eller nødtvunget påtage sig det for bare at slide så meget desto hårdere i det, indtil den hårde fysiske belastning tog livet af dem i en alder af 60. Gentage deres egne fædres liv, slet og ret. Og deres fædre før dem.
Hvis de havde været millennials, havde de stemt for Brexit, om det så var en løsning eller ej. Ud fra en klar fornemmelse af, at det gode liv er det, de andre har skabt sig på deres bekostning.
Og de kom typisk fra det nordlige England.
