Nu skal vi ikke spoile, men alligevel: Det blev ingen af de forventede kombattanter fra persongalleriet i ’Game of Thrones’, der løb af med retten til at sidde på Jerntronen i King’s Landing i fantasilandet Westeros. En drage og andet kom i vejen – og måske også tiltag i demokratisk retning. Alt i alt en skuffelse. Men det kunne såmænd have været meget, meget værre. Tænk blot på, hvordan de følgende syv serier sluttede. Ikke godt.
I betragtning af hvor fed en serie ’Mad Men’ var, og hvor cool en hovedperson Don Draper viste sig at være – med op- og nedture – er udgangen på fortællingen om reklamemenneskene på New Yorks celebre Madison Avenue i overgangsperioden mellem 1950’erne og så ungdomsoprørets sociale flodbølge virkelig til den lamme side. En ting er, at Draper delvist falder for hele hippie-cirkusset; det kan man ikke fortænke en libertinsk udhaler som ham i, konfronteret med frigjorte og bh-løse chicks i indisk bomuld og tjaldrøde øjne. Men at gå ud med Coca-Colas version af The New Seekers-hittet ’I’d Like To Teach the World To Sing’ (omskrevet til I’d Like To Buy the World A Coke’) er grænsende til det latterlige. Her rammer en af dette årtis fedeste og mest stilsikkert producerede tv-serier virkelig bunden med et hult og grimt drøn. Det er selvfølgelig ment som en hyldest til Don Draper som tilpasningsparat pr-geni, men kommer altså ud gennem tv-skærmen som leflende, affabelt og en virkelig tynd lukning af en slutsæson, der sine steder nærmede sig det søvndyssende. I alle fald set igennem rekonstruktionens überkritiske brille.
Så absolut en af komediemesteren Chuck Lorres mest centrale produktioner, historien om jinglekomponisten Charlie Harper, der får sin nasserøv af en bror samt dennes mentalt underfrankerede ædedolk af en søn som logerende – mod sin vilje. Charlie Sheen var stærk og skarp i hovedrollen som den hårdt drikkende, evindeligt skørtejægende og sylespidst sarkastiske Charlie, og Jon Cryer var et fund til rollen som den omvandrende skuffelse Alan. Sheen røg så i totterne på producenten, så han blev erstattet af Ashton Kutcher i de sidste par sæsoner. Men at lade Charlie vende tilbage og gøre grimme ting til sidst var virkelig en hån mod de i forvejen hårdt prøvede fans af serien. Og inden var det hele så sandet til i småpinlige historier om adoptivbørn og homojokes, så det var lige så sjovt som et festivaltoilet under en hedebølge. Nærmest et eksempel på, hvordan man ikke skal slutte en ellers populær og succesfuld serie.
Den, der lever ved sværdet, skal også dø ved sværdet. Sådan lyder et gammelt visdomsord. Men ikke desto mindre er det en ringe forløsning, når Tony Soprano og hans hårdt plagede familie – formentlig – bliver plaffet ned på en diner til tonerne af Journeys fist pump-klassiker ’Don’t Stop Believing’. Man kan argumentere for, at det naturligvis måtte være sådan. Alle andre medvirkende er efterhånden døde, de fleste en voldelig død beordret af den firskårne, angstneurotiske mafiaboss fra New Jersey. Og det var tydeligt for enhver, at serien skulle bringes til ophør. Der var ingen rimelighed i en forlængelse. Men at lade alle de tilbageblevne medlemmer af Soprano-dynastiet ombringe af en ukendt gerningsmand hører ærligt talt ingen steder hjemme. Også fordi man aldrig fik vished, fordi det skulle kunne lade sig gøre at genoplive universet uden at trodse fortællingens sandsynlighed og logik.
