0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Frank Ockenfels III/AMC
Foto: Frank Ockenfels III/AMC

Allerede inden Don Draper forkastede sit gamle, materialistiske liv som pr-geni og faldt for hele hippie-cirkusset som kulmination på det hele, var 'Mad Men' blevet en søvndyssende affære.

7 serier, der sluttede værre end 'Game of Thrones': Helt ærligt, Don Draper som hippie og Dexter som skovarbejder?!?

Det kan godt være, at ’Game of Thrones’ efter otte sæsoner endte med en klynken i stedet for et brag, men det er den populære og banebrydende tv-serie ikke alene om. Her er syv andre eksempler på, hvor himmelråbende dårligt noget godt kan ende.

FOR ABONNENTER

Nu skal vi ikke spoile, men alligevel: Det blev ingen af de forventede kombattanter fra persongalleriet i ’Game of Thrones’, der løb af med retten til at sidde på Jerntronen i King’s Landing i fantasilandet Westeros. En drage og andet kom i vejen – og måske også tiltag i demokratisk retning. Alt i alt en skuffelse. Men det kunne såmænd have været meget, meget værre. Tænk blot på, hvordan de følgende syv serier sluttede. Ikke godt.

I betragtning af hvor fed en serie ’Mad Men’ var, og hvor cool en hovedperson Don Draper viste sig at være – med op- og nedture – er udgangen på fortællingen om reklamemenneskene på New Yorks celebre Madison Avenue i overgangsperioden mellem 1950’erne og så ungdomsoprørets sociale flodbølge virkelig til den lamme side. En ting er, at Draper delvist falder for hele hippie-cirkusset; det kan man ikke fortænke en libertinsk udhaler som ham i, konfronteret med frigjorte og bh-løse chicks i indisk bomuld og tjaldrøde øjne. Men at gå ud med Coca-Colas version af The New Seekers-hittet ’I’d Like To Teach the World To Sing’ (omskrevet til I’d Like To Buy the World A Coke’) er grænsende til det latterlige. Her rammer en af dette årtis fedeste og mest stilsikkert producerede tv-serier virkelig bunden med et hult og grimt drøn. Det er selvfølgelig ment som en hyldest til Don Draper som tilpasningsparat pr-geni, men kommer altså ud gennem tv-skærmen som leflende, affabelt og en virkelig tynd lukning af en slutsæson, der sine steder nærmede sig det søvndyssende. I alle fald set igennem rekonstruktionens überkritiske brille.

Så absolut en af komediemesteren Chuck Lorres mest centrale produktioner, historien om jinglekomponisten Charlie Harper, der får sin nasserøv af en bror samt dennes mentalt underfrankerede ædedolk af en søn som logerende – mod sin vilje. Charlie Sheen var stærk og skarp i hovedrollen som den hårdt drikkende, evindeligt skørtejægende og sylespidst sarkastiske Charlie, og Jon Cryer var et fund til rollen som den omvandrende skuffelse Alan. Sheen røg så i totterne på producenten, så han blev erstattet af Ashton Kutcher i de sidste par sæsoner. Men at lade Charlie vende tilbage og gøre grimme ting til sidst var virkelig en hån mod de i forvejen hårdt prøvede fans af serien. Og inden var det hele så sandet til i småpinlige historier om adoptivbørn og homojokes, så det var lige så sjovt som et festivaltoilet under en hedebølge. Nærmest et eksempel på, hvordan man ikke skal slutte en ellers populær og succesfuld serie.

Den, der lever ved sværdet, skal også dø ved sværdet. Sådan lyder et gammelt visdomsord. Men ikke desto mindre er det en ringe forløsning, når Tony Soprano og hans hårdt plagede familie – formentlig – bliver plaffet ned på en diner til tonerne af Journeys fist pump-klassiker ’Don’t Stop Believing’. Man kan argumentere for, at det naturligvis måtte være sådan. Alle andre medvirkende er efterhånden døde, de fleste en voldelig død beordret af den firskårne, angstneurotiske mafiaboss fra New Jersey. Og det var tydeligt for enhver, at serien skulle bringes til ophør. Der var ingen rimelighed i en forlængelse. Men at lade alle de tilbageblevne medlemmer af Soprano-dynastiet ombringe af en ukendt gerningsmand hører ærligt talt ingen steder hjemme. Også fordi man aldrig fik vished, fordi det skulle kunne lade sig gøre at genoplive universet uden at trodse fortællingens sandsynlighed og logik.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere
Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Filosof Brian Benjamin Hansen:  På det foruroligende filmhotel kan alt ske

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske

Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant

Framegrab fra filmen

Søvn på film:   Vanviddet ligger lige under overfladen hos os alle

Kendte håndjob på film:   På film rykker en rykker tit ved magten

Mathias Kryger:  Det var dildoen, der fik mig til at tænke på de blå kroppe

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts