0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Paraplymord og en dræberjakke bevæbnet med en ventilator

Filmanmelder Joakim Grundahl er til verdens største festival for genrefilm, og her på siden lader han sig blive skamferet, voldtaget, slået, kvalt, ætset og myrdet igen og og igen, sådan som ofrene bliver det på lærredet. Følg med dag for dag, mens grafiker Mads Pedersen maltrakterer ham mere og mere og læs om filmene med de værste mord.


9. oktober 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Dag 1:

Blodopkast med grønne larver

Ofrene for en japansk dæmon brækker en hel del blod op i ’It Comes’. Mørkt blod med grønne pletter, der ser levende ud og i nærbillede viser sig at være kriblende larver, som filmen igennem har været et varsel på, at ’Den’ kommer.

Det er med den udtalte ambition om at udføre eksorcismen, der skal overgå alle eksorcismer, at en åndemager slipper uhyret løs i en lille lejlighed, hvor et ungt par har knækket nakken under drømmen om at være de perfekte forældre.

I en noget rodet film fortalt fra tre perspektiver går Tetsuya Nakashima (’Confessions’) all in på at tilte vores forventninger til gyserfilmens visuelle sprog. Det lykkes ikke, men blodbræk med larver er ikke sådan lige at glemme.

Seriemord med Goya-motiver


I den spanske film ’El asesino de los caprichos’ begynder den sure, alkoholiserede enspænder og kriminalbetjent Carmen (Maribel Verdú) at se et mønster i en række mord, der viser sig at have forbindelse til kunstverdenen i Madrid. Ofrene er arrangeret i groteske positurer og klædt ud i kostumer fra en anden tid og en anden verden.

Da hun genkender de surrealistiske opstillinger fra en række tryk, som den spanske mester Francisco Goya lavede i 1797-98, begynder man som publikum at se frem til næste mord. For Goya gik gakkelade i mørke motiver, og der er masser at vælge mellem blandt de 80 værker i serien kaldet ’Los caprichos’.

Det kunne man have fået meget mere ud af end Gerardo Herrero (producer på ’Øjnenes hemmeligheder’) gør det her, men kompositionen med en mand med draperet natkjole og en lang spids hat skal ikke skrives i mit testamente som min lit de parade.

Hovedskud med spredehagl og monsterfødsel i sort bræk



DAG 2:

Trofæjæger uden hoved


Det er en farlig hobby at være hvid trofæjæger, der tænder på at nedskyde lokalbefolkningen i et fremtidigt Brasilien. Særligt hvis de lokale tygger på en rod med en psykedelisk effekt, der giver dem mod på at kæmpe tilbage bevæbnet med antikke geværer fra de portugisiske erobreres tid. De blæser dit hoved af fra hagen og opefter, hvis du bliver skudt på klos hold.

Kleber Mendonça Filho og Juliano Dornelles’ film ’Bacurau’ er en tålmodig og lige lovligt allegorisk kommentar på tingenes tilstand i Brasilien, som kulminerer i ekstrem blodig opstand med rullende hoveder og en borgmester, der kun iklædt en abemaske må sidde bagvendt på et æsel, der rider ham væk fra Bacurau.

Rødvin, voldtægt og hundeleg


Man kommer til at tænke på David Lynch’s ’Mulholland Drive’ om en hallucinerende skuespiller, der mister sig selv i jagten på en skuespillerkarriere, og på Yorgos Lanthimos’ ’Dogtooth’ med en patriark, der får sine børn til at kravle rundt og gø som hunde.

Men taiwanske Midi Z’s vellykkede psykologiske thriller ’Nina Wu’ er samtidig noget helt andet med afsæt i hjemegnens ekstreme dyrkelse af celebrity-kultur. Nina Wu higer efter succes som filmskuespiller og presses af familien med opmuntrende gøen: »Vi er familien Wu! Wuf, wuf, wuf!.

Da stjernerollen kommer, må hun overskride sine grænser i forhold til nøgenscener og begynder snart at hallucinere om andre udgaver af sig selv, ind til det går op for hende hvordan hun fik rollen. Hun blev bedøvet med rødvin, tvunget til at kravle og gø og give pote, inden instruktøren voldtog hende analt midt på gulvet.

Sådan brækker man et monsterfoster op


Achoura’ betegnes som Marokkos første gyserfilm. Her møder vi et monster fra den nationale folklore, som dukker op på Børnenes Nat, en årlig marokkansk tradition, hvor børn får lov at være udenfor hele natten. Sagnet siger så, at på den nat, dukker monstret Bougatate op og tager et barn med sig i hi. Hiet er en menneskekrop, som Bougatate kravler ind i gennem munden. Man kan tvinge det ud igen, men det bliver ikke kønt.

Instruktør Talal Selhami forestiller sig det sådan her: Man fjerner kæder og bidsel fra den besatte, som derefter åbner munden på vid gab og forvandles til en menneskelig konfettikanon med hvepsene væltende ud. Til sidst brækker han dyret op i en sort pøl, hvor det som foster øjeblikkeligt begynder at vokse sig stor. Og så er det med at komme væk.

Tævepatter og løse tarme. En nålepude med samuraisværd.



DAG 3:

Tævepatter og løse tarme


I den filippinske ’Misterio del noche’ (Nattens mysterium) tror de katolske præster, at en gravid kvinde skal føde et djævlebarn, så de forviser hende til skoven, hvor hun integreres i et søsterskab af skovnymfer. Den ældste af dem har øjne på kinder og overarme, og den bandlyste kvinde står ikke tilbage når det gælder kropslige anormaliteter. Hun ender med at kunne amme sit nyfødte barn fra sine otte tævepatter.


Barnet vokser op som en nøgen skovnymfe og forfører snart en ung mand, der ender med at afvise hende, da skovromancen er overstået. Det skulle han ikke have gjort. Nymfen opsøger ham i byen transformeret til den filippinske mytefigur Aswang, der her fremstår som et af de mest uforglemmelige filmmonstre i nyere tid. Hun er en torso med hudfarvede flagermusevinger og tindinger så høje, at hun ligner en bavian-vampyr.


Scenen hvor hun tygger hul i mandens gravide kone og hiver både tarme og barn ud er svær at få ud af kroppen. Det er vist også meningen med en film, hvor Adolfo Borinaga Alix, Jr. går i kødet på Filippinernes historie som spansk koloni i det 19. århundrede, hvor opgøret mod det spanske herredømme blev indledt af blandt andre indfødte filippinere.

En nålepude med samuraisværd


En ung mand i byggebranchen forsøger at få renset en gammel dansehal for spøgelser, så hans chefer kan begynde opførelsen af et højhus i ‘Dancing Mary’ af den japanske kultinstruktør Sabu. Det bliver ikke let, for sammen med en synsk skolepige møder han mange spøgelser med hver deres skæbne forbundet til forskellige perioder af Japans historie.

Der er soldaterne fra Anden Verdenskrig, som ligger spredt ud over strandbredden, og der er funktionære, der står på række på taget af et kontorkompleks og begår selvmord en efter en. Og så er der samuraien, der slår det unge par følge med en overkrop gennemboret af samuraisværd, som blandt andet gør det svært for ham at sidde i et fly med trang plads.


DAG 4:

Spiddet af en plastikparaply


Den kinesiske actionthriller ’The Wild Goose Lake’ er en af festivalens absolutte højdepunkter med sin regnvåde neon noir-stemning fra den del af en kinesisk storby, som politiet ikke vover sig ud i. Her er rivaliserende scooter-tyve endt i et opgør, som har sendt hovedpersonen Zhou på flugt.

Der er ikke mange mord i Diao Yinans stilistisk kunststykke, men når der skal myrdes, er det til gengæld med metoder, der skaber stillbilleder i hukommelsen. For eksempel, da vores helt hugger en gennemsigtig plastikparaply gennem brystet på en forfølger og gør det med så stor kraft, at han bagefter kan slå paraplyen ud, så ofret ligner en bevinget plastikdæmon i neonskæret.

Jakkedrab med en ventilator


Selv på en festival for årets mest utilpassede film vil den franske instruktør Quentin Dupieux altid stikke af fra feltet og fortsætte ud i sin egen gakkede galakse. Hans famøse ’Rubber’ handlede om et hævngerrigt bildæk, og i ’Deerskin’ fortsætter auteuren sit fetichistiske tema med en frynsejakke af hjorteskind, som for alt i verden vil være den eneste jakke tilbage i verden. Den overtaler sin ejermand til at indsamle jakker og dræbe dem, der ikke afgiver dem frivilligt.

I hovedrollen er Jean Dujardin (’The Artist’) fremragende som jakkemorderen, der flår vingen af hotellets loftventilator og sliber den skarp mod asfalten, mens han kører i sin bil, så gnisterne oplyser natten i en uforglemmelig scene. Vingen bliver så skarp at, den hugge sig gennem issen på dem, der går med jakker.

Fakta

Sitges Film Festival

Verdens største filmfestival for genrefilm som horror, science fiction, thrillere og action.


Foregår hvert år i oktober i kystbyen Sitges syd for Barcelona. Har eksisteret siden 1967.


Fra 3. til 13. oktober vises mere end 300 film, deriblandt 171 spillefilm.


Festivalen har mere end 200.000 besøgende.





Teskt: Joakim Grundahl. Tegninger: Mads Pedersen.
Layout: Rasmus Vendrup


Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske

Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant

Framegrab fra filmen

Søvn på film:   Vanviddet ligger lige under overfladen hos os alle

Kendte håndjob på film:   På film rykker en rykker tit ved magten

Mathias Kryger:  Det var dildoen, der fik mig til at tænke på de blå kroppe

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.