0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Magtens top 20: De bestemmer, hvilke dokumentarfilm vi ser

De mest magtfulde i dansk dokumentarfilm er enten konsulenter i Det Danske Filminstitut eller ansat som redaktører i TV 2 og DR, viser en undersøgelse, som Film&TV har lavet. Først nede som nummer 13 ligger den højest placerede udøvende filmskaber. »Listen afspejler, hvem der kan give adgang til de offentlige penge«, lyder det fra instruktør.

FOR ABONNENTER

Hvem bestemmer, at du kan se nye dokumentarer som den store serie ’Scandinavian Star’, ’Krigsfotografen’ om Jan Grarup eller serien ’Familien Asbæk’? Og hvem bestemmer, at du har mulighed for at se oscarnominerede dokumentarfilm som ’The Act of Killing’, ’Burma Vj’ og ’The Cave’, der alle er danskproducerede og har vundet et hav af internationale priser?

Bag priserne og filmene befinder der sig et benhårdt økonomisk magtapparat, som sjældent får offentlighedens bevågenhed, men reelt beslutter, hvilke instruktører der får lov til at fortælle deres historie i Danmark.

Film&TV har spurgt et bredt sammensat panel bestående af 15 personer med faglig indsigt i dansk dokumentarfilm for at opklare, hvem de mest magtfulde er i den danske dokumentarfilmbranche, som har haft enorm kunstnerisk succes både nationalt og internationalt i de seneste årtier. Det gælder for alle de øverst placerede på listen, at deres position i magthierarkiet hænger snævert sammen med deres job som enten ansatte med økonomisk ansvar i DFI eller redaktører for dokumentarfilmsområdet på public service-kanalerne. De fem øverste på listen har alle adgang til at støtte produktionen af film og for tv-redaktørernes vedkommende siden indkøbe film til visning på skærmen.

Når man ser den roste ’Scandinavian Star’, er der i virkeligheden tale om resultatet af en årelang arbejdsproces fra idé og udvikling til produktion, redigering og visning. En så stor undersøgende, kunstnerisk satsning havde slet ikke kunnet lade sig gøre uden støtte fra filminstituttet og Danmarks Radio. Ifølge DFI’s hjemmeside har den seks timer lange dokumentar modtaget 2.570.000 kroner i alt af instituttet, og dertil kommer støtten fra DR. Det er i det hele taget sådan, at en dokumentarfilm eller et dokumentarisk program sjældent ser dagens lys uden støtte fra de mest magtfulde spillere i det danske støttesystem.

Fungerer som ledvogtere

Allerøverst på listen er instruktør, manuskriptforfatter og underviser Frank Piasecki Poulsen, som 1. oktober 2019 tiltrådte som konsulent for dokumentarfilm i DFI. Selv om – eller måske netop fordi – han blot har siddet som konsulent i et halvt år, placerer han sig i toppen af hierarkiet. En konsulent kan maksimalt sidde i fem år og kan være afgørende for, om et filmprojekt får støtte af DFI eller ej. Som ny har Frank Piasecki Poulsen mulighed for i adskillige år frem at påvirke støttefordelingen.​​

Frank Piasecki Poulsen er 45 år og uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole. Som dokumentarfilminstruktør fik han sit internationale gennembrud i 2005 med filmen ’Guerilla Girl’. Da han blev filmkonsulent, afløste han Anders Riis-Hansen, som forlod stillingen efter tre år og nu er tilbage som instruktør i produktionsselskabet Hansen og Pedersen.

I min tid som konsulent ville jeg sikkert også have ligget i toppen, men er i dag tilbage i bunden af magthierarkiet

Anders Riis-Hansen, der i 2009 vandt en Bodil for ’Blekingegadebanden’, har været en af paneldeltagerne i Film&TV’s undersøgelse, og han er ikke overrasket over, at Frank Piasecki Poulsen placerer sig i toppen. ​​

»Det gør han i kraft af, at han nu er blevet konsulent. I min tid som konsulent ville jeg sikkert også have ligget i toppen, men er i dag tilbage i bunden af magthierarkiet«, siger Anders Riis-Hansen.

Nummer to på listen er DRs redaktør for kultur, fakta og dokumentar Anders Thomsen. De øvrige i topfem er i rækkefølge DFI’s anden konsulent for dokumentarfilm, Cecilia Lidin, der har siddet i stillingen siden 2015, TV 2’s faktachef, Thomas Breinholt samt redaktør og indkøber i DR af danske og udenlandske dokumentarfilm Anders Bruus.​​

Et andet af panelets medlemmer er tidligere kultur- og kirkeminister, folketingsmedlem Mette Bock (LA), der også har en fortid som programredaktør i DR. Hun er ikke overrasket over, at TV 2, DR og filmkonsulenter optræder i toppen.

»Jeg tror, det er et udtryk for, at det er de mennesker, som folk har kontakt med«, siger hun med henvisning til, at man som dokumentarfilmskaber eller -producent typisk går til DFI og public service-kanalerne for at få støtte.

DFI er den institution, som støtter dansk film med flest penge. Hvad kort- og dokumentarfilm angår, giver DFI cirka 62,4 millioner kroner i støtte i alt i 2020, inklusive støtte under ordningen New Danish Screen.

Det er de mennesker, som folk har kontakt med

Med Mette Bock i spidsen som kulturminister vedtog regeringen i 2018 et nyt medieforlig, der gælder til 2023 og betyder, at DR og TV 2 ikke længere skal indkøbe og dermed støtte blandt andet dokumentarfilm produceret i Danmark med et bestemt beløb. Producenterne har altid selv skullet banke på tv-stationernes døre i håb om økonomiske midler fra dem til DFI-støttede projekter. Men nu hvor DFI og tv-stationerne bliver mere uafhængige af hinanden, skal producenterne banke mere ihærdigt på hos TV 2’s Thomas Breinholt og DR’s Anders Thomsen og Anders Bruus, siger Anders Riis-Hansen:​​

»På godt og ondt var der før en større afhængighed mellem tv-stationerne og DFI. Nu fornemmer, oplever og hører jeg fra produktionsselskaber, at det bliver sværere at komme igennem hos for eksempel DR«.

Direktørens magt

Mette Bock undrer sig over, at DFI’s direktør, Claus Ladegaard, er placeret nede på plads nummer 6 og ikke højere på listen over de mest magtfulde. Fordi han trods alt har den øverste stilling i instituttet. Men det er der ifølge Anders Riis-Hansen en god forklaring på:

»Claus Ladegaard har masser af magt og indflydelse, når det handler om at slå i bordet over for en minister. Men hvad der reelt kommer af dokumentarprogrammer enten på lærred eller skærm, har han ikke så meget indflydelse på, da han ikke må blande sig i konsulentens indstilling«.

Den prisvindende filminstruktør og executive producer i virksomheden Danish Documentary Eva Mulvad, hvis film ’Love Child’ havde premiere tidligere i år, siger ligeledes, at Claus Ladegaard ikke tager konkrete beslutninger om de konkrete film:

»Han er megamagtfuld i forhold til tendenser og indsatsområder på det overordnede plan, men det er jo ikke ham, sådan nogle som mig går hen til for at spørge, om vi kan få en million til vores næste film«.

Ligesom Mette Bock og Anders Riis-Hansen har Eva Mulvad siddet i Politikens panel. Det samme har den prisvindende producer Lise Lense-Møller, der står bag Magic Hour Films og sammen med instruktøren Anders Østergaard i 2010 var nomineret til en Oscar for filmen ’Burma Vj – Reporter fra et lukket land’. Da hun hører, hvem der sidder på magtens top fem i dansk dokumentar, siger hun:​​

»Det er positivt, hvis det er rigtigt, at filmkonsulenter har meget magt, for det er meningen med vores system. Personligt føler jeg dog, at der er sket en udhuling af deres magt i de senere år, hvilket jeg ikke synes er en fordel«.

Lise Lense-Møller tilføjer, at det »selvfølgelig kan være vanvittig irriterende, hvis der i en periode sidder en konsulent, som ikke synes om det projekt, man søger støtte til«. Alligevel mener hun, at konsulentsystemet har enorme fordele i sammenligning med andre mere demokratisk opbyggede systemer:

»Fordi man kan få lov til at diskutere sit projekt med én person og skal overbevise én person om det. Et afslag eller et tilsagn afhænger ikke af, om man fik eller ikke fik støtte sidste eller forrige år. Jeg mener, det er et større sikkerhedsnet for kunsten og udviklingen, at det er én person, der i en begrænset årrække har den magt«.

Listen afspejler, hvem der kan give adgang til de offentlige penge

Derfor undrer Lise Lense-Møller sig over, at Ladegaard er så højt placeret på listen:​​

»Principielt burde han ikke have indflydelse på projekter. Når han alligevel er placeret så højt, skyldes det, at han er med til at fastlægge retningslinjer, der har betydning for, hvilke film der kan laves. For eksempel ved at være mere vendt mod tv, end det er nødvendigt i en tid, hvor film kan nå et publikum på mange måder«.

Lise Lense-Møller eksemplificerer kritikken med, at når man søger instituttet om det, der i fagsproget hedder minor co-produktionsstøtte til film fra andre lande, er det i praksis sådan, at man ikke kan søge, før man har distributionen på plads, hvilket oftest tolkes som en tv-visning:

»I praksis betyder det, at tv-stationerne – med en begrænset økonomisk indsats – har magt til at beslutte, hvilke co-produktioner der kan opnå støtte. Der er eksempler på film, der har været de helt store festivalvindere og været skelsættende i både indhold og filmsprog, som ikke har kunnet gå igennem ordningen i Danmark på grund af kravet om tv-visning«.

Lise Lense-Møller vil ikke nævne en konkret filmtitel som eksempel, fordi det så »ville komme til at handle om, hvorvidt man har fået afslag eller ej«. Der er tale om et strukturelt problem, mener hun. ​​

Et spørgsmål om smag

Film&TV’s magtundersøgelse placerer folk fra DR og TV 2 i hierarkiets top, fordi de to tv-stationer har mange penge at lave dokumentarisk fjernsyn for – mere end 10 gange så mange kroner som DFI. Både Danmarks Radio og TV 2 producerer selv en hel masse dokumentarprogrammer, men som der står i det af Folketinget vedtagne medieforlig, er public service-stationerne derudover forpligtet til at støtte produktionen af en lang række kunstneriske, DFI-støttede dokumentarfilm. Det giver redaktører fra både DR og TV meget magt til at bestemme, hvad der produceres af kunstneriske dokumentarfilm, og hvilke dokumentarfilm vi som seere præsenteres for i sidste ende. ​

Det siger i sig selv en del om, hvor betydningsfulde de mere regnearkstunge positioner i systemet er for dansk film. Det giver ikke stor magt i dokumentarbranchen at have været en oscarnomineret producer eller have vundet nok så mange fine internationale priser. ​​

Først på listens 13.-plads dukker en egentlig skaber af kunstneriske dokumentarfilm op, nemlig produceren Signe Byrge Sørensen fra Final Cut for Real. Hun er den første på listen, der ikke har adgang til at støtte et projekt med offentlige penge eller arbejder hos en af de to danske public service-tv-stationer.

Der er eksempler på film, der har været de helt store festivalvindere og været skelsættende i både indhold og filmsprog, som ikke har kunnet gå igennem ordningen i Danmark på grund af kravet om tv-visning

Som Eva Mulvad siger, fastslår listen, at dansk dokumentarisme er et statsstøttet fænomen:

»Det må vi jo erkende. Vi er i DFI’s hænder, i DR’s og TV 2’s hænder, og derudover er vi også i hænderne på andre europæiske tv-stationer og organisationer, der for manges vedkommende er henholdsvis public service eller offentlige. Det gør, at magtens succeskriterier bliver mere til et spørgsmål om smag end noget, der kan aflæses på en bundlinje«.

Men magtforholdene i dansk dokumentar skal heller ikke gøres op, som om dokumentarfilm var et produkt på linje med bestsellerkrimier eller populære Disney-film, siger Eva Mulvad:

»Indimellem har vi været heldige at have noget, der var markedsrelevant og kunne tiltrække private investorer. Men ellers er vi jo ikke i et almindeligt erhvervslivsgame, hvor der er et marked, nogle kunder og indtjening for enden af en vellykket produktion. I vores verden er magt derfor på en måde et lidt diffust begreb, og magten skifter rundt. Listen afspejler, hvem der kan give adgang til de offentlige penge«.

Kristoffer Hegnsvad:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage