Hver gang Amanda Collin har set skuespil på film eller på teatret, har hun tænkt: Det kan jeg også – eller bedre

Og hov, jeg glemte at sige, at veteranen Ridley Scott har produceret og tillige instruerer de to første afsnit.

»Jeg har bare skullet være mig i 14 måneder«, siger Amanda Collin, da vi mødes første gang hos hendes agent i indre by i København.

»Jeg har ikke haft nogen rolle at kanalisere mig ud igennem, jeg har ikke haft noget … arbejde! Den anden dag stod jeg i badet og tænkte: Nu har jeg pillet navle i mere end et år. Det eneste, jeg har gjort, er at gå til yoga. 10. september sidste år var min sidste arbejdsdag«.

Efter at have tilbragt et halvt år i Sydafrika med at filme de ti afsnit, der udgør første sæson af serien, tog Collin hjem for at holde ferie. Det skulle bare mangle. Derfor stod der ikke noget i kalenderen. Så kom corona.

»Tiden har været lang – men også tiltrængt. Jeg har aldrig lært så meget om mig selv. Mit dayjob har så været at fikse mig selv, altså at grave dybere, så jeg kan være mere fri, når jeg påtager mig en rolle. Være konsekvent med min meditation, for eksempel. Det slukker for alle stemmer 20-30 minutter om dagen. Andre gange bliver man rasende og vil kun drikke rødvin og ryge cigaretter. Så bliver man rasende over ikke at have noget outlet!«.

Hun hiver lidt – så langt som hun kan – ud i sit ekstremt korte hår, som er giftigblåt med tydelige sorte rødder. I dag er hun i sarte, lyse farver og gør, med sin hvide pullover, sine 1,8 meter og kindben så høje som Dolomitterne et stærkt grafisk indtryk.

»Så er der dage, hvor ens barn er skideirriterende, og andre, hvor hun er en engel. Der er mange små ting, man pludselig kan fokusere på, når man ikke har et arbejde. Det har været interessant. Det er allerallersværest bare at være os selv. Uden at have en hank i et eller andet andet. Min mand er gået på arbejde hver dag, og jeg har været rasende – jeg har både villet myrde ham og misundt ham«.

Bulder

Amanda Collin er i gang med at lære sig selv at sætte grænser i forhold til pressen. Hun er begyndt ikke at ville tale om sit privatliv, og hun understreger, at hun ikke så gerne vil lukke hverken mig eller fotografen ind i sit hjem.

Det har jeg ingen problemer med.

Men hun har svært ved at efterkomme sine egne nyvundne principper. Da vi skal finde ud af, om vi kan foretage os noget fysisk på et tredje møde op til denne artikel, foreslår hun for eksempel, at vi mødes i supermarkedet, køber ind og tager hjem i hendes køkken og bager en kage.

Amanda Collin har en buldrende personlighed. Hun er årvågen og lynsnar. Fylder meget. Hun griner, hun klukker, hun fniser. Ikke mindst når hun taler om egne fortræffeligheder. Hun er på samme tid nervøs for, om folk kan læse i artiklen her, at hun har en god portion ironisk distance til sig selv og benævnte fortræffeligheder, men når det er sagt, har hun altså også et virkelig kernesundt selvværd. Som hun står ved.

»Du er 17 år og har aldrig lavet noget i dit liv, og alligevel tror du, at du er den bedste«, siger hun om sit yngre jeg.

»Hvad er det for en kortslutning, der er sket i din hjerne? Og så blandet op med en kæmpe ydmyghed. Er det et tidligere liv, der har sat sig sit spor, Michael? Jeg ved det ikke. Det er jo dejligt at have det sådan. Abubakar Salim, som spiller Father i ’Raised by Wolves’, har det på samme måde. Han syntes også, det var helt naturligt, at han stod der. Samtidig er det jo sådan, at vi tror, vi bliver fyret i morgen …«.

At I er de eneste, der ved, at I er geniale?

»Vi er de eneste, der synes, vi er geniale. Alle de andre synes måske, vi er rubbish«.

»Jeg har altid naturligt haft et højt selvværd, og det har vel med opvækst og stjernetegn og personlighedstype, og hvor tyk du var, da du blev født, at gøre – jeg ved det ikke. Samtidig ved jeg, hvor meget jeg har arbejdet med det«.

Collin blev ikke skuespiller, fordi det kunne være sjovt:

»Men fordi jeg ikke kan lade være. Hver gang jeg har set skuespil på film eller på teatret, har jeg tænkt: Det kan jeg også – eller bedre. Det kommer ikke et højrøvet sted fra, eller fordi det, jeg har set, har været dårligt. Det er bare sådan en genkendelse, som jeg ikke kan forklare«.

Kendiseffekten, der følger med hendes fag, er hun ikke glad for. Eller forventningerne.

»Hvad er det ved mig, der er interessant? Jeg vil bare gerne være god til mit arbejde. Og effekten bliver forstærket nu. Man må ikke være nærig med det. Nu er det bare sådan, at man skal give lidt af sig selv. Noget behind the scenes. Man skal invitere folk indenfor, ellers er man ikke sød«.

Hun breder hænderne ud over bordet, vi sidder ved.

»Lige præcis den her situation kan jeg godt lide, for her snakker vi om mit arbejde. Jeg vil også gerne være med til, at folk, der læser det, tænker: Åh, så er det ikke så slemt. Og jeg vil gerne være med til at bryde fordomme ned«.

Vi er alle programmerede

Mother er en androide, som ved, hun er en robot, og hun har følelser i forhold til ikke at have følelser ...

»Alt kan føres tilbage til det at være menneske. Mother opdager, hun har en mørkere side – og som menneske kan man sammenligne med det, hvordan det ville være at blive bevidst om et barndomstraume. Så går man ind i sådan nogle fantasier. Hvis man opdagede noget om sig selv, som man ikke kendte til, hvordan ville man så reagere? Hvor langt ville man gå for at redde sit barn?«.

Det, at hun ikke er menneske, hvordan påvirker det måden, du spiller rollen på?

»Hun skifter hurtigere«.

Collin tager højre hånd op og knipser staccato med fingrene, bevæger hoved og hænder nærmest abrupt som et reptil eller som en androide, men blødere i sammenføjningerne.

»Der er ikke rigtig nogen skyld og skam, der bliver taget med. Jeg spiller Mother lidt som et barn. Børn kan skifte meget hurtigt. Man er vildt vred lige dér, og så opdager man en flue på væggen. Så optager fluen alt, så tager man ikke det andet med. Som menneske er det sådan: Ej, du må undskylde, jeg råbte. Det er jeg ked af. Hele den funktion har hun ikke«.

Er vi mennesker mere organiske?

»Ja, i skiftene. Men Mother kigger på mennesker og lurer dem af. Der er masser af observation i rollen. Hver gang jeg står i kostume foran et kamera, er der så meget at observere rundt om mig. Som menneske tager man jo de ting for givet. Når solen skinner, ved man, at det føles sådan her. For Mother er alt nyt, og det giver en enorm bredde at spille på. Nå, mit barn er blevet 12 år nu, han reagerer sådan her. Er det empati? Det er godt? Det skal jeg så også lære«.

Og det giver også nogle indsigter i, hvordan det er at være menneske?

»Ja, det er jo det vildeste ved mit job, at man får en kæmpe indsigt i mennesker, fordi man hver gang tager nogle andre briller på. Det gør man jo ikke så tit, medmindre man bliver tvunget til det – at se ting fra andre menneskers perspektiv. Det gør jeg i hvert fald ikke«.

»Mother skal lære alt fra A til Z. Og så er hun jo programmeret med venlighed og empati, kærlighed for eksempel. Hun har et moderinstinkt indprogrammeret. Jeg var jo lige blevet mor selv og havde vores datter med på optagelserne. Hun var 2 år på det tidspunkt. Jeg havde moderinstinktet helt friskt i mit system. Og så begynder man at tænke på, hvordan man selv er programmeret. Jeg er jo ligesom Mother programmeret med et moderinstinkt, ingen af os er jo bare mennesker. Man er et program af Danmark og ting og normer. Og så rejser man ud i verden, og så er der et folk, der er helt anderledes programmeret«.

Og empati er bare noget, vi har arvet i vor dna?

»Nej. Nu er hun så blevet 3, min datter, Frankie. Nu er det meget populært at hævde sig og sige: »Det er min!«. Og »Du må ikke komme med til min fødselsdag!«. Sådan er det jo ikke at være voksen. Da har man lært, at det er rart at dele«.

Civilisation er noget, man skal lære.

»Ja, ellers ville man bare slå nogen ihjel, som udgør en trussel. Det gør Mother også. Hun slår dem ihjel uden at blinke med øjnene. Det er vildt fedt at spille, for som menneske ville du aldrig være så ren. ’Nå, men jeg er ond – jeg er bare sådan’, og hun hugger frem for sig med en imaginær dolk, som den fra Hitchcocks ’Psycho’, ledsaget af de berømte strofer fra Bernard Herrmanns huggemotiv: Wiii-wiii-wiii«.

Det gamle koskind

»Jeg har filmet så længe som Mother, anden sæson bliver fuldstændig som at hoppe ind i et gammelt koskind«.

Hvis vi aftalte at gennemføre resten af interviewet med dig in character som Mother, kunne du så gennemføre det?

»Ja, det kunne da være sjovt. Ja, det tror jeg godt, jeg kunne«.

Hun ville aldrig sidde sådan der, vel?

Jeg peger over på Amanda Collin på den anden side af konferencebordet. Hun læner sig ind over det og leger med hanken på sit glas med kaffe og mandelmælk.

»Nej, sådan her ville hun aldrig sidde. Hun ville heller ikke krydse benene, og hun ville se meget mere rank og lyttende ud. For hvorfor skulle hun krydse ben? Det har lært mig rigtig meget. Hun er meget nøgen, både i udseende, og i forhold til hvordan hun tager ting ind. Jeg har ikke noget hår i serien, ikke noget kropssprog at gemme mig bagved. Jeg er bare mig«.

»Det er skræmmende og samtidig det mest fantastiske ved rollen. Jeg kan selv se allerede nu, hvordan jeg er blevet renere. Ikke? Det er utroligt at gå ind i det der ubeskyttede rum, hvor man ikke er noget, man er bare modtagende, receptive. Det glæder jeg mig til at få frisket op igen«.

Hun foretager endnu et par bløde, minimale androideryk med hoved og arm.

Lang og fladbrystet

Amanda Collin har ikke gået på skuespillerskole i hverken København, Odense, Aarhus eller Aalborg. Hun rejste til New York for at blive skuespiller, fandt en Meisnerskole, der var plads på, og som hun betalte for.

Når jeg har talt med Sidse Babett Knudsen, som jo også er uddannet uden for det danske system, er vi altid vendt tilbage til ...

»Til mig! Til mig!«.

Vi griner begge.

»Herhjemme«, siger hun, »er der én sandhed, og det er skuespillerskolen. Det er der, du skal have gået for at blive skuespiller, rigtig skuespiller. Sådan føltes det. I stedet for at dykke ind i forskellene og sige: Hvor fedt, så får jeg berøringsangst og tænker: Det er en kasse. Og så kommer man hjem fra sin uddannelse i New York og føler, at man er forkert og slet ikke har lært det, de andre fra skuespillerskolen har lært, men så får man venner derfra og opdager, at det er det samme. Vi tænker de samme åndssvage tanker, og lad os dog blot lege sammen«.

»Det er ligesom, jeg tænkte, at jeg var høj og lang og fladbrystet, og jeg ville aldrig få nogen gode roller. Sådan tænkte jeg. Og så får man lige pludselig det allerstørste, fordi Ridley er pisseligeglad med de ting«.

Ridley Scotts talentspejder havde set Amanda Collins gennembrudsfilm, ’En frygtelig kvinde’, skrevet og instrueret af Christian Tafdrup, om en ung mand, der bliver kærester med en kvinde, der manipulerer ham til at ændre vaner og skifte venner ud. Et møde ved en irsk filmfestival mellem Collin og casteren gjorde udslaget, og Collin blev inviteret til at filme en audition dagen efter.

Ridley Scott har filmet med danske kvinder før, først Camilla Overbye Roos i ’Skibbrud’ (1996), senere Connie Nielsen i ’Gladiator’ (2000), ligesom Viggo Mortensen havde en hovedrolle i ’G.I. Jane’ (1997), men Mother er en sværvægter i familie med Thelma, Louise og Ripley fra ’Alien’-filmene.

»Han er altid fascineret af stærke kvinder, og det går ikke væk, fordi han har lavet én film om det. Det er et gennemgående tema i alt, hvad han laver. Han siger også selv, at det er, fordi han havde en stærk mor. Han skal ikke ud og flage med det eller plastre ting til med det, han har bare stærke kvindelige frontfigurer og har altid haft det. Det er der hele tiden helt stille og roligt«.

Uden man fornemmer, at det skulle være et feministisk manifest.

»Ja, det er enormt befriende«.

Kønsforræderen

Filmen ’En frygtelig kvinde’ i 2017 var ikke bare Amanda Collins gennembrud, det var første gang, langt flertallet af os så hende. Det var sådan en film, feminister regnede med at skulle hade – okay, det gjorde flertallet af dem nok også. Men det skyldtes i hvert fald delvis, at man så, hvad man ville se, og en film – lige under den første #MeToo-bølge – med den titel? Kvinder, der så den og kunne lide den, risikerede i al alvor prædikatet ’kønsforræder’. Det var bevægede uger.

»Da jeg læste manus, havde jeg det sådan ’Åh’. Sådan en titel går ikke ubemærket hen. Men jeg var gravid, og det var en hovedrolle – jeg havde ikke lavet en hovedrolle før. På grund af barsel ville jeg lige om lidt ikke kunne arbejde i en million år. Sådan føltes det. Første gang jeg mødte forfatteren og instruktøren, Christian Tafdrup, sagde jeg: »Men det kan jeg jo ikke lave, Christian, der er jo ikke nogen, der er sådan her ...««.

Tafdrup fastholdt, at det var der, at den frygtelige kvinde faktisk fandtes, og at filmen var hans egen historie med sådan en.

»Og det er jo rigtigt. Enten må man sige ja til det, eller også må man gå fra det. Det er jo slet ikke min opgave at blande mig i det. Jeg kan komme med mine noter og min feedback, og så er det op til ham, om han vil bruge det eller ej. Der er det spændende som skuespiller at give slip og sige: Det er ikke min historie. Den er hans, og han har lov til at fortælle den præcis, som han vil. Og han har lov til at klippe alle mine replikker ud i klipperummet, hvis det er det, der virker bedst. Ellers må jeg jo skrive min egen film. Synes jeg«.

Men hun husker sagtens al balladen. Den var god for filmen rent kommercielt, men hun kan også huske, at hun sad i sommerhus med sine forældre og var i tvivl om, hvorvidt hun selv skulle tage kritikken på sig.

»Men det skulle jeg jo ikke. Jeg havde givet nogen en stemme, men det har jo intet at gøre med den person, jeg er i virkeligheden. Det har heller intet at gøre med, om jeg tror på det. For så må man jo heller ikke spille nazist eller børnemishandler. Så selvfølgelig må man spille en frygtelig kvinde«.

Location slut

En dag spiser vi frokost i Bjælkehuset i Søndermarken, mere eller mindre lige over for, hvor Amanda Collin bor med mand og barn i Valby ved København. Det var hende selv, der ville – jeg havde umiddelbart svært ved at se netop hende netop hér, høj, ung kvinde med et slående ansigt og det der pink-sorte hår, som det er i dag, på et helle for mænd over en vis alder med veludviklet sans for gammeldags dansk smørrebrød – og et klassisk snapsekort.

»Jeg er en location slut«, kommenterer hun med et udtryk, jeg aldrig har hørt.

Altså sådan en, der får et hvilket som helst sted, hun befinder sig, til at give mening ...?

»Ja. Derfor har jeg altid sagt, at jeg skal endelig ikke flytte nordpå, for så går der to minutter, og så kører jeg i Porsche og har gulvlang mink på«.

Hvad er man for en, hvis man er fra Valby?

»Området, vi bor i, har så mange vidt forskellige huse. Det giver mig en frihed, kan jeg mærke. Så er det ikke én ting, så skal jeg ikke vælge«.

Hendes telefon ringer på bordet ved siden af hendes tallerken. Displayet lyser op med et billede af en mand i skarpskåren sort-hvid. Hun vender den hastigt om med bagsiden opad efter at have kigget hurtigt. Jeg ser det kun ud af øjenkrogen.

Amanda Collin er født i Rungsted nord for København. Hun er kommet dertil i sit liv, hvor hun bare kan sige det ligeud.

»Man vokser jo bare op der, hvor man vokser op, men i teenageårene opdager man den der kæmpe fordom om Rungsted som et sted, som man skal forsvare eller skamme sig over. »Nåeh, så er du … åh, fra whiskybæltet«. I mange år sagde jeg slet ikke, hvor jeg kom fra. Jeg sagde bare nord for København«.

Og håbede, at de så ville tænke på Hillerød?

»Ja. Præcis. Det er jo egentlig ligegyldigt, men som ung fylder det enormt meget«.

Hvem er jeg selv?

Hvem er Mother?, spørger jeg, da vi har fået sat os.

»Hvem er Mother, hvem er jeg selv? Når man er skuespiller, er man hele tiden ovre i en anden rolle og får lov at gå op i det med liv og sjæl. Nu har jeg været mig selv et år, og der er ingen løsning på, hvem jeg er. Og det er egentlig ret angstprovokerende. Jeg har haft det sådan adr!, fordi nogen skulle skrive et portræt, for jeg ved det jo ikke!«.

Der findes jo ikke noget færdigt eller fuldgyldigt portræt af nogen, siger jeg og vil gerne lyde beroligende.

Tjeneren kommer hen til vores bord:

»Har I fået kigget på kortet, eller snakker ham der hele tiden?«.

Vi er blevet enige om to pariserbøf.

»Nogen ting at drikke?«.

»Jamen«, siger Amanda Collin, »hvad skal man have til den …?«.

En pause.

»Skal man have …?«.

Jeg vil egentlig gerne ha’ en øl.

Egentlig synes Collin også, at øl er det eneste rigtige, men hendes system elsker ikke hvede, så hun tager et glas hvidvin i stedet.

»Det klarer vi«.

Tjeneren er på vej væk, da hun siger:

»Skal vi ikke også ha’ en …«.

En skarp, konstaterer jeg.

»Ja, en lille én at varme os på. Det hører vel næsten med. Det kan man vel ikke sidde her uden at få sig«.

»Selv ved Mother ikke, hvem hun er, for hun er blevet omprogrammeret fra noget andet. Hun var necromancer, en krigsmaskine, som dræber alt og alle. Den er hun blevet omprogrammeret fra til at være en fredsmaskine, og fortiden som necromancer dukker op i hende stille og roligt, ligesom en barndom eller et teenagetraume. Pludselig dukker der ting op, som man enten ser i øjnene – det spændende ved den her karakter er, om man kan leve med sine mørke sider, eller om man afskriver dem. Hendes øjne er hendes våben, og hun tager dem ud og gemmer dem væk i et skrin, fordi hun er bange for, hvad hun kan komme til at gøre med dem«.

»Skal vi lige hilse på hinanden? Jeg tager altså ikke den hele!«.

Vi skåler. Her er rart.

»Ej, hvor er det godt. Så blev det jul!«.

Diskuterer I fortolkningslaget i serien på settet – eller kun det sådan optagelsestekniske?

»Det er forskelligt. Nogle instruktører er kun tekniske: »Så ser scenen sådan her ud, du kommer derfra, krydser dig selv, og vi skal ha’ en dør her og blablabla. Og det er skudt herfra og derfra«. Så siger jeg: »Jeg tror i dette moment, at hun virkelig savner sine børn – jeg tror, at i flashbacket, så er der virkelig et behov for at glo så meget på de børn, hun har mistet, som overhovedet muligt«. Så kan instruktøren sige: »Skuddet bliver rigtig flot, hvis du kigger op i solen«. Der kan man jo blive hidsig som skuespiller, men det, der er så spændende ved film, er, at jeg kan insistere så meget på den psykologiske del, men der er også bare nogen, der skal glo på det bagefter«.

Det skal også se flot ud?

»Ja, men nogle gange ligger der et ekstra lag i psykologien, som jeg ikke havde forstået, ved, at hun kigger op i solen. Så vækker det en følelse af, hvor meget hun savner sine børn. Måske stærkere end hvis jeg bare havde kigget på børnene, måske endda så stærkt, at jeg ikke kan kigge på det. Og som jeg først rigtig forstår, når jeg ser det. Mange gange ligger psykologien jo i det fysiske«.

I privaten

Hun vender, begge gange vi er sammen, tit tilbage til, hvorfor hun ikke længere inviterer pressen indenfor i privatlivet, i hjemmet. Som skuespiller trækker hun på sin forståelse af visse almenmenneskelige erfaringer eller en genkendelig angst. I filmen ’Flaskepost fra P’ spillede hun for eksempel en kvinde, der havde mistet to børn.

»Det er meget sjældent mig, jeg spiller, enten er alderen en helt andet end min, eller jeg skal være androide, men det er fundet i mig. Det har et udspring i mig. Jeg finder en forståelse for tabet af det mest dyrebare i mit liv som kvindens to børn i filmen. Men hvad det mest sårbare er i mit eget private liv, er der ingen, der får at vide – det kan være en hund eller den juleaften, hvor vi ikke havde noget juletræ«.

»Det er derfor, du ikke må komme hjem til mig. Der er så meget saft og kraft i mit liv, noget specifikt, som jeg selvfølgelig bruger, men som ingen ved, at jeg bruger«.

Og det skal de heller ikke vide.

Det er umuligt at google eller billedgoogle Amanda Collins mand. Ikke at jeg ikke har prøvet. I begyndelsen af sit offentlige liv nævnte Collin ham tit. Han er erhvervsmand.

»Jeg havde altid troet«, siger hun til mig, »at jeg skulle være sammen med en med baret og moustache, som sad og tegnede i en parisisk taglejlighed. Så fandt jeg en i sejlersko og poloskjorte, og han var lige mit match. Det er jo en rigtig god modpol at have til det vanvids-egotrip, han deler seng med«.

Da jeg spørger til den pink T-shirt, hun har på i Bjælkehuset, med teksten ’ARIES’, svarer hun, at det er stjernetegnet Vædderen.

»Min datter er en meget hidsig vædder, og jeg prøver at favne det og tage det ind. Jeg vil vise, at jeg rummer hendes vrede. Jeg minder mig om, at det er en del af mig nu«.

Selv er hun fisk.

»Meget blid«, hævder hun.

»Og glat som en ål. Det er min persontype gerne at ville give ansvaret for livets begivenheder over på en anden. En instruktør, et stjernetegn, en gud, en dukkefører«.

Hun lader for sjov hånden flimre hen over sit ansigt, sit begribeligvis meget, meget smukke ansigt.

»Hvis det er mig, der var skyld i alt det her? … Arh, hva’?«.

Hun griner. Faktisk fniser hun, men det lyder overraskende voksent.

Altså, hvis du skulle leve op til at være dig selv?

»Ja, men det kan jeg da slet ikke. Det er jo for godt til at være sandt!«.

Hun griner igen. Det gør jeg også. Vi griner begge.

»Jeg skal have en dukkefører. Jeg er ikke klar til at tage ansvar for mig selv endnu. Det er jeg for lille til, tror jeg. Jeg har masser af gode ideer, men jeg har brug for, at nogen siger: Det er en god idé, lad os gøre det«.

Når optagelserne til anden sæson af ’Raised by Wolves’ er ovre, det vil sige midt på sommeren 2021, har Amanda Collin igen ikke noget at lave. Det er fagets usikre præmis. Lige nu føler hun, at hun sagtens ville kunne leve resten af karrieren i seriens univers, men hun kunne også godt tænke sig at lave en spillefilm igen:

»Sådan en med en start, en midte, en slutning, nogle smukke billeder, en instruktør, der holder mig i hånden og har lyst til at lære mig at kende. Sådan noget drømmer jeg om. Jeg drømmer om nogen, der virkelig ønsker sig mig! Det er jo ret høje krav, det er jeg med på. Der skal komme sådan en instruktørgud flyvende og håndplukke mig, fordi jeg er uh, så speciel«.

Efter to sæsoner med HBO har du selvfølgelig økonomien på plads?

»Ja«.

Du kan grundlæggende klare dig nu, indtil du bliver ... 70?

Jeg fisker.

»Ahr, det kan jeg nok ikke helt. Det kommer også an på, hvor meget jeg skal på Strøget. Honorarer er jo resultatet af en magtbalance. Lige nu vil jeg gerne have HBO, en eller anden dag vil HBO måske gerne have mig. Jeg fik en meget, meget flot first deal, og det vigtigste for mig, at med i min pakke hører, at jeg kan tage min familie med, og vi kan få det fedt«.

»Vi har fået et flot hus at bo i alle månederne. Så kører man ud og kommer hjem til aftensmad. Vi filmer en times kørsel fra Cape Town. Jeg glæder mig virkelig til ikke at skulle vaske mit tøj selv. Det er den største luksus overhovedet! Og der er nogen, der skifter sengetøj. Jeg skal dog lave mad. Pasta parmesan smager fuldstændig godt i Cape Town også, og man kan få chips og rødvin«.

Øjne af knapper

Vi følger cykelstien langs banelegemet op mod Valby Station og passerer noget på jorden, som nogen har tabt. Det er en lille brun tøjbamse med de der sørgmodige sorte øjne af knapper. Der ligger den. Jeg stopper halvt op, men fortsætter. For hvad skal det nytte?

Amanda Collin stopper op, bukker sig ned og samler bamsen op. Hun ryster lidt jord af den og kigger den i øjnene. Hun hænger den overskrævs på et indkørsel forbudt-skilt, hvor bamsen hænger lidt sølle som en reminder om bedre dage, uden mål eller med.

»Den ser ud, som om den er hængt«, siger jeg, men for Amanda Collin hænger den her bare midlertidigt, indtil et håbefuldt lille barn kommer forbi.

En kvinde med barnesæde kommer øjeblikket efter cyklende imod os, stopper op ud for Amanda Collin og ser forfjamsket og lykkelig ud på den måde, man gør, når man har set en kendt. Men Collin stikker hende bamsen, som kvinden rækker om til sit lille barn bag på cyklen.

Straks forsvinder resten af verden, og sønnen har kun øje for sin bamse.

Det skulle nytte.