Man fornemmer tydeligt, at rollen betyder meget for ham, for hans ansigt fortrækker ikke en mine, som om han er bange for at blive afsløret i bare at være klædt ud. Men så snart han taler med sin karakteristiske lidt skingre stemme, kan han ikke længere gemme sig bag rollen. Der har vi Chris Rock, tænker man, bare med gangsterhat, gråt skæg og pomade i håret. Og det er symptomatisk for Chris Rock at åbenbare sig som Chris Rock, hver gang han forsøger at tage andre roller på sig.
Hovedrollen i ’Fargo’ er ifølge ham selv den bedste, han nogensinde har fået. Han skal se intimiderende ud, ikke imødekommende, som han plejer. Men Chris Rock har øvet sig i at springe ud, hvor han ikke kan bunde, siden han i 1980’erne besluttede sig for at stille sig op på en scene og fortælle jokes. Nu bliver han bare nødt til også at lære at svømme i land igen.
Chris Rock havde indtil sin skilsmisse i 2016 i årevis forsøgt at undgå at gå til psykolog. I stedet trak han terapien ind i sit arbejde og bearbejdede ydmygelserne fra sin barndom i den Golden Globe-vindende tv-serie ’Everybody Hates Chris’. Og han har udstillet og udfordret den amerikanske selvforståelse i adskillige hædrede standupshows. Chris Rock er dog også kendt som tegneseriestemme og falde på halen-skuespiller i komediefilm som ’Nurse Betty’ fra 2000 og ’Grown Ups’ fra 2010. Nu vil han – én gang for alle – tage sig selv alvorligt, og han vil også tages alvorligt som skuespiller og ikke ’bare’ komiker.
Christopher Julius Rock var som barn i 1970’ernes Brooklyn ud over at være den eneste sorte dreng i skolegården også den ældste ud af en søskendeflok på fem og familiens sjove sorte får. Han brugte sin barndom på at lave afledningsmanøvrer fra mobning og drillerier ved at være klassens sorte klovn, men måtte til sidst kapitulere og i stedet for at gennemføre high school tog han lektioner foran fjernsynsskærmen, hvor den garvede afroamerikanske komiker Garrett Morris tonede frem på skærmen i sketchshowet ’Saturday Night Live’. Garrett var en fast del af programmet fra 1975 til 1980. Når Chris Rock så ham, tænkte han, at sorte mænd som ham selv også godt måtte være sjove på tv, der ellers var domineret af hvide stjerner, fortalte han til magasinet People, i et interview i 1991.
