1Glee
’Glee’ (2009-2015) var ikke Murphy i sit mest queerpolitisk subversive hjørne. Jeg er vild med ’Glee’, fordi jeg elsker de der mashups af to klassiske pop- eller softrocksange, og jeg er så inspireret af, hvordan unge, friske stemmer sættes til at synge og dermed præge sange, der på papiret er fremmede for dem.
Men vi har været her før.
’Glee’ er en hvilken som helst anæmisk John Hughes-film fra 80’erne, for eksempel ’Breakfast Club’, omsat til glat tv-underholdning. Hvis man ikke elsker musikken i den, har ’Glee’ måske ikke det store at byde på, heller ikke selv om Murphy injicerede den følsomme unge Kurt Hummel med træk fra sin egen biografi. At høre den androgyne Chris Colfer synge Burt Bacharachs ’A House is not a Home’ var et gåsehudsfremkaldende højdepunkt.
