Kender du det? Man ligger der på sofaen og har set det seneste afsnit af den overraskende gode ’The Mandalorian’ på Disney+ og er slet ikke klar til at gå i seng, men det virker, som om man allerede har set alt, der er.
Og så hopper man (jeg) over på en ny tjeneste, HBO Nordic, fordi jeg har glædet mig til særafsnittet af 2019-superserien ’Euphoria’, men jeg er ikke lige der i øjeblikket klar til det, så mit nu zombie-agtige streamingvæsen bevæger sig rastløst videre til Netflix og zapper rundt, men uden at lande noget sted.
Så jeg begynder forfra på ’The Crown’, fordi fjerde sæson var så god, at monarkiet endelig gav mening, nu som perverst forlæg for drama på linje med den italienske mafia, nazister og andre vægtige fænomener fra virkeligheden, som jeg er inderligt imod, men hvis psykopatiske ugerninger gør alt til fandens godt drama.
Streaming kan sagtens give stress. Altså fordi der er alt det, man SKAL se, alt det, man BØR se. Og det er ikke kun, fordi det er mit arbejde, men også, fordi det er det kollektive center for store dele af tidens sociale liv – eller den sjovere del af den offentlige samtale, når man ikke lige gider tale om corona, mink og overgreb i ungdomspartierne.
