Vi er begyndt at spille skak denne vinter, min 5-årige søn og jeg. Hver dag kl. 16 sætter han brikkerne op, mens min 2-årige sidder på gulvet og lytter til Bob Marley. Det faste ritual med skakbrættets 64 felter kombineret med revolutionær reggae har vist sig at have en beroligende effekt i en svær tid.
Det var i den opstilling, vi valgte at fortælle børnene, at deres morfar var død. De vidste godt, han var syg. Den akutte leukæmi har holdt ham i sengen, og det viste sig umuligt at skærme børnene fra det. De ville se. Min ældste har hjulpet med sondemad, tjekket urinposens tilstand og med barnets blik fantaseret om at få lov en dag at benytte den lift, alle voksne frygter. Det afmystificerede nok til, at børnene byggede racerbane under sygesengen, men selve døden er stadig svær at tage ind, at tale om.
Der blev stille i rummet, da vi sagde det. For at hjælpe os ud af situationen rykkede jeg min springer, men så kiggede min modstander op: »Ej far, jeg bliver altså rigtig ked af det« og brast i gråd, hvilket befriende nok løsnede også farens tårer.
I Diane Keatons debut som filminstruktør fra 1995, ’Unstrung Heroes’, er det moren, der er syg af cancer. Eller hun er forkølet, siger faren, Sidney, der ikke vil acceptere, at døden er uundgåelig og nær, og derfor ikke kan formidle den til sine to børn.
