Kuglen blev måske nok limet fast, men glæden var til at overskue. For nu, når flyttemand Olsen ikke længere havde som fast punkt på sin to do-liste at forbande den nyfigne, luddovne og nærige vicevært Arnold Meyer for ikke at passe sit arbejde i den nedslidte og kondemneringsmodne udlejningsejendom i Amagergade på Christianshavn, vidste vi jo godt, at enden var nær.
Efter 14 sæsoner og i alt 84 afsnit – sendt fra maj 1970 til nytårsaften 1977 – samt en spillefilm var det slut med bajere i Rottehullet, bøvl med myndigheder og familiære trakasserier i ’Huset’, som fortællingen ’Huset på Christianshavn’ hed i folkemunde. En epoke i dansk fjernsyn var slut. Slumidyllen hørte op som fællesskabsetablerende lørdagsunderholdning. Ganske passende. For det samme var sket for det gode gamle Danmark, som serien handlede om og udspillede sig i.
Ikke desto mindre var der noget nær landesorg over, at man nu – i en tid med flowfjernsyn som eneste mulighed for den altovervejende del af befolkningen – skulle sige farvel til flyttemand Olsen og konen, funktionærfamilien Karla og Egon Hansen, dyrehandler Clausen og medhjælpende hustru samt den engleagtigt tålmodige værthusholderske Emma.
Det gik imidlertid over. Året efter fik ’Matador’ premiere og skildrede en anden samfundsformations forvitring og transformation. Når nu vi var blevet færdige med at lamentere over proletariatets forvandling til parcelhusejende middelklassemennesker med checkkonto og drinks på fliseterrassen med dem fra den anden side af hækken.
