Kortfilm bliver ofte til en bisætning i filmhistorien; en henkastet bemærkning i talen om en filmkunstners oeuvre. Man kan gå så vidt som at sige, at kortfilm for det meste bliver behandlet som den kalveknæede vatarm, der altid bliver valgt sidst, når der skal sættes sportshold i skolen. Den, man først gider at vende sin opmærksomhed mod, når hun er vokset ind i sin krop og talent og har udviklet sig til en, der laver ’rigtige’ film.
Men man kan finde masse af stærke og kunstnerisk atletiske kortfilm, hvis man bare kigger godt efter. Det er dette års tre Oscar-kategorier for kortfilm et levende eksempel på. En af dem kan ses på TV 2 24. april kl. 21.50, nemlig danske Elvira Linds fremragende ’The Letter Room’. Og selv om Danmark ofte har gjort sig bemærket i Elvira Linds kategori, nemlig live action (fiktionsfilm), så får hun i år kamp til stregen.
De fem film i denne kategori er alle præget af en stærkt humanistisk grundtone og et mere eller mindre tydeligt socialt engagement. Som’Two Distant Strangers’, der handler om en ung sort mand, som fanges i en tidsloop og må genopleve den samme forfærdelige dag igen og igen. En ikke umorsom fortolkning af ’En ny dag truer’ om politivold i USA, der dog har fået kritiske røster, som på baggrund af traileren (!) har anklaget den for at dyrke misery porn. De ville have foretrukket opbyggelige historier om sorte amerikanere i stedet.
Hvis der er én film i kategorien, der rent faktisk kan beskyldes for at ligge snublende nær lækkerdyrkelsen af elendigheden, så er det ’The Present’ af den palæstinensisk-britiske instruktør Farah Nabulsi, som har lavet en film om en palæstinensisk mand fra Vestbredden, der bliver ydmyget igen og igen ved de israelske check points. Helt oplagt oprørende, men også forudsigelig, netop fordi det hele er så oplagt.
