Kan man stole på en dokumentarfilm? Sådan for alvor. Og lægge dens oplysninger til grund for, hvad man skal mene. Eller sagt på en anden måde: Er det nu også virkeligheden, de viser os? Snittet til og præsenteret med den ferme fortællers dramaturgiske greb eller den originale kunstners blik og stemme selvfølgelig. Men i bund og grund instruktørens mest oprigtige bud.
Eller er dokumentarfilm blevet en smutvej til at overbevise os om noget, fordi her er en sti, hvor man behændigt kan snige sig uden om vores kritiske blik?
Spørgsmålet er let nok at stille. Svaret ligger det lidt tungere med. I hvert fald er det både længere og mere sammensat, hvis man spørger to af genrens største kendere her til lands, Ib Bondebjerg, professor emeritus i film og medievidenskab, og Tine Fischer, grundlægger af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og fra 1. maj ny rektor for Filmskolen.
Dokumentarfilm er nemlig både-og, siger de. Og hverken-eller. Men i øvrigt også noget helt tredje. Og hertil bare rigtig mange forskellige ting.
