0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Kim Kanonarm er rigtig, rigtig god til at spille arkadespil. Så god, at han i ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’ forsøger at tilintetgøre alle rekorder ved at spille 100 timer i træk på en enkelt tokrone.

Han fortæller her, hvordan det føles, når hjernen sætter ud efter 50 timer, og om, hvordan det var, dengang København var fyldt med grillbarer og arkademaskiner.

Kim Kanonarm er høj. Han bærer mørke briller med kraftigt stel, og der er noget ungdommeligt over ham på trods af det hvide hår, der er kort foran og meget langt ned ad ryggen bagpå. Lad os bare sige, at han ligner en arkademaskinernes Gandalf.

Kim med det borgerlige efternavn Købke er stjernen i dokumentarfilmen ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’, som kan ses på dette års CPH:DOX. Filmen følger Kims kamp for at spille hans yndlingsarkadespil ’Gyruss’ i længere tid, end nogen andre nogensinde har spillet det – eller noget andet arkadespil – på en enkelt tokrone.

Og hvis der er nogen, der kan gøre det, er det Kim. Tilnavnet Kanonarm fik han allerede tilbage i 80’erne, hvor han var en legende på det, jeg ikke vil tøve med at kalde for Københavns grillbarscene. Dengang var byen et veritabelt eldorado af grillbarer med hver deres håndfuld arkademaskiner, og Kim cyklede rundt til alle grillbarerne og spillede ’Gyruss’, ’Pac-Man’, ’Space Invaders’, ’Scramble’ og mange flere (antageligt badet i et gyldent-grumset skær og lugten af fritureolie og med maskinernes bip-bip-lyde og Nannas ‘Buster’ fra radioen bag disken som lydligt bagtæppe). Kim kunne spille meget længe uden at dø. Så længe, at ejeren af Valby Grill nogle gange lukkede maskinerne, når han så Kim komme ned ad gaden, fordi han vidste, at Kim kunne spille hele dagen for en krone.

I midten af 90’erne forsvandt både grillbarerne og arkademaskinerne fra byen, og Kim spillede i det næste halvandet årti kun derhjemme på sin egen maskine. Men så en dag omkring 2011 kom han forbi en pladebutik i Jægersborggade, som havde baglokalet fyldt med arkademaskiner. Kim var snublet over den spæde begyndelse på det, der efter flere års tiltagende vokseværk nu er blevet til, hvad vi roligt kan kalde for arkadespillernes katedral: Bip Bip Bar på Fælledvej 7 på det indre Nørrebro i København.

Det er her filmens instruktør, Mads Hedegaard, lukker mig ind ad bagdøren en mandag eftermiddag i midten af april. Kim selv venter oppe på førstesalen, og jeg genkender den cirkulære bar, fra dengang lokalerne husede baren Gefährlich, hvor jeg næppe er den eneste, der har brugt/spildt en hel del weekendaftener/-nætter af mine sluttyvere. Vi går sådan en ’Being John Malkovich’-½ etage op til et rum, hvor et ganske let tryk oven på hovedet fortæller mig, at der er præcis 1,84 meter til loftet, og sætter os ved et bord, der engang for længe siden formentlig har stået i en folkeskole.

Rekorder på Bulders Grill

I ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’ får vi at vide, at et gennemsnitligt menneske typisk siger 16.000 ord om dagen, mens Kim snarere ligger omkring de 255. Men det må være, når snakken ikke går på arkadespil, for når den gør det, flyver ordene fra ham som skuddene fra det lille pixelerede fly, man styrer igennem verdensrummet i ’Gyruss’ (ej, okay, måske ikke så hurtigt, men det var sådan en fin sammenligning, og han taler altså ganske ivrigt, så det er ikke helt ved siden af).

Kim er født og opvokset i Rødovre, fortæller han, og jeg spørger ham, hvornår han for første gang prøvede at spille arkadespil.

»Det kan jeg godt huske. Det var i juli 1977. Det var inde i Tivoli. Da var jeg 13 år«.

­Hvad spillede du?

»’Gunfight’. Det var et simpelt spil med cowboydere. Man havde 10 skud og skulle ramme modstanderne, og når man havde skudt de 10 skud af, var det game over. Dengang var der jo ikke sådan elektroniske spil. Så jeg var meget fascineret af, at man kunne styre den der lille grafikdims på skærmen med joysticket«.

Hvornår begyndte du at spille meget?

»Det var, da Bulders Grill åbnede i 1980. Det var der, jeg spillede, og normalt holdt man sig til sin grillbar, men nogle gange tog jeg cyklen og kørte rundt i hele København. Vi havde nogle ruter, så vi kom rundt til alle grillbarerne. Der var fire-fem spil på hver grillbar, og der var mange grillbarer dengang«.

Kan du huske, hvornår du fandt ud af, at du var god til det?

»Allerede dengang konkurrerede man jo indbyrdes på grillbarerne om, hvem der var bedst. I begyndelsen var der ikke high score tables, hvor man kunne putte sine initialer ind. Men på Bulders Grill dér i starten kan jeg huske, at hvis man havde fået highscoren, kunne man få en sodavand om aftenen, når han lukkede. Der var også grillbarer, der faktisk satte penge på spil. Jeg kan huske, at der var en grillbar på Valhøjs Allé i Rødovre, hvor man fik 50 kroner, hvis man havde highscoren, når ugen var omme«.

Længere end skaberen troede muligt

Er der nogen af grillbarerne tilbage fra dengang?

»Njarh, de fleste er jo lukkede. De er lavet om til pizzeriaer. Men Valby Grill eksisterer faktisk endnu. Men de har ikke maskiner længere. Det stoppede i midten af 90’erne«.

Men har arkadespillene ikke fået lidt af en revival de senere år?

»Jo, det har de. Også i resten af verden. Men det er slet ikke det samme som dengang. Dengang var det overalt«.

Jeg tænker, at dokumentaren ’King of Kong’, der handler om to mænds indbyrdes kamp om at få verdensrekorden i arkadespillet ’Donkey Kong’, også løftede det en del?

»Ja, det gjorde den helt klart«.

Har du også spillet ’Donkey Kong’ meget?

»Jeg er mest til shooters og ikke så meget til platformsspil. De er mere mig. Det er ligeud ad landevejen: Skyd på alt, hvad der bevæger sig. Jeg begyndte først at spille ’Donkey Kong’ i 2014-15-stykker. Jeg ville gerne prøve at lave kill screen«.

Som man vil vide, hvis man har set ’King of Kong’, er kill screen den hellige gral inden for ’Donkey Kong’. Det betyder, at man ’dør’, og spillet stopper, fordi man har klaret sig forbi alle 116 baner, hvilket, den japanske skaber aldrig forestillede sig, var muligt. Jeg spørger Kim, om han så er lykkedes med det.

»Njaaarrrh«, siger Kim med et noget lidelsesfuldt ansigtsudtryk.

»Forrige år var jeg tre baner fra. Så jeg prøver stadigvæk«.

Man kan ikke sammenligne det med noget

Kan du huske, hvornår du spillede ’Gyruss’ første gang? Og hvad var det, der gjorde, at det lige var dét, der blev dit spil?

»Ja, det var i 1983, for spillet er fra 1983. Da kom det ud på grillbarerne. Der var også mange andre shooters, jeg var god til, men det var det, jeg kunne spille i længst tid. Så der var et eller andet, der passede mig ved det«.

Hvad er særligt ved det?

»Der er mere strategi i platformsspillene. I shooters kan man bare skyde på alt, hvad der bevæger sig«.

Man lukker sig inde i et rum og kører per automatik?

»Ja, hvis man vil lave mange point, bliver man nødt til at koncentrere sig. Selv om jeg er supergod til ’Gyruss’, begynder jeg at lave fejl, hvis jeg begynder at tale med folk imens«.

Kan du sammenligne følelsen af at spille med noget?

»Njarh, jeg ved ikke, om man kan sammenligne det med noget«.

Tænker du på noget andet imens?

»Nej, slet ikke«.

Svaret får mig til at tænke på David Foster Wallaces essay om tennisspilleren Tracy Austin. Eller nærmere bestemt om hendes erindringer, ’Beyond Center Court: My Story’. Heri konstaterer Wallace, at tennisspilleres evne til at beskrive deres egne imponerende præstationer ofte lader en hel del tilbage at ønske. Han fremhæver de chokerende banale kommentarer fra spillerne, når de bliver interviewet efter kampene, og forestiller sig, »hvilket forarmet mentalt liv, der tillader folk rent faktisk at tænke så simpelt, som store atleter tilsyneladende gør«.

Men – når han så hurtigt frem til – heri kan netop ligge de store spilleres hemmelige styrke: De har evnen til at kombinere tanke og handling så helt og inderligt i jagten på ét mål, at de ikke, ligesom os andre dødelige, begynder at serve i nettet ved tanken om, hvor dumt det vil se ud fra tilskuerrækkerne at lave dobbeltfejl netop nu. Der er dog, så vidt jeg ved, aldrig nogen tenniskamp, der været i gang uafbrudt i flere døgn. Kim Kanonarm derimod har i jagten på rekorder »fem-seks gange« prøvet at spille ’Gyruss’ i flere døgn i træk. Og det er uden pauser. Kim kan kun holde pause ved at opspare så mange liv, at han har råd til, at maskinen kører videre og ’dør’ af sig selv i nogle minutter. Det bliver til omtrent et kvarters sove- og tissepause i døgnet.

Et rigtigt maraton starter først efter 50 timer

Hvordan føles det efter et døgn?

»Der er det sådan normalt. Man er selvfølgelig ikke helt så god til at koncentrere sig som i starten, men der er ikke sådan mange flere dødsfald«.

Og efter to døgn?

»Altså, jeg har talt med et par andre, der også har prøvet at spille i lang tid, og de siger: »Et rigtigt maraton starter først efter 50 timer«. Der begynder jeg også sådan at fucke op. Nu har jeg prøvet det nogle gange, og første gang fattede jeg ikke rigtig, hvad der skete. Men sidste gang kunne jeg godt se, at jeg begyndte at se skærmen anderledes. Man bevæger jo rumskibet rundt i en cirkel, men jeg begyndte at føle, at det kørte efter en lige linje. Så min hjerne var ved at lukke ned. Men når jeg ser på optagelserne, spiller jeg faktisk på samme måde. Jeg dør selvfølgelig meget mere, men det sidder alligevel på rygraden. Selv om jeg synes, spillet er helt anderledes, gør jeg nogenlunde det samme, bare dårligere. Men til sidst fucker det helt op, og så spiller man simpelthen så dårligt, at man mister alle sine liv. Den sidste million point døde jeg nogle og 40 gange. I de første 24 timer lå det på omkring 2 gange per million«.

Hvordan havde du det bagefter?

»Jeg havde det okay. Jeg fik mig noget at drikke med de andre, og så gik der nogle timer, og så gik jeg i seng og sov til dagen efter. Så skulle vi spille igen. Det var fint nok, men jeg havde lidt ondt i benene. Under de første par rekordforsøg fik jeg hævelser og blodansamlinger i benene, fordi jeg var for dårlig til at sætte mig ned undervejs«.

Kanonarm spiller for lidt

Jeg spørger, om Kim vil give mig en rundvisning på Bip Bip Bar, som han selvsagt kender som sin egen bukselomme. Vi går rundt på begge etager, og Kim viser mig de forskellige maskiner, der står tæt side om side i de mørke rum og lyser op i alle regnbuens farver: ’Gyruss’, selvfølgelig, hvor ’KIM KANONARM’ meget passende glider over skærmen, ’1943’, der er hans aktuelle favorit, ’Mortal Kombat’, ’Tekken 3’ osv. Baren har som så meget andet været lukket ned siden 9. december, og jeg spørger Kim, om han så har fået spillet i mellemtiden.

»Det har jeg sgu ikke engang rigtig haft tid til. Min søn er flyttet hjem til mig med sin kæreste og to børnebørn, så jeg leger en del med det ældste barnebarn, og så skal jeg jo også passe mit arbejde som laborant. Så jeg får spillet alt for lidt. Siden der blev lukket ned, har jeg spillet tre-fire gange derhjemme. Jeg har mest spillet ’1943’. Det kunne jeg godt tænke mig at få verdensrekorden i«.

Jeg siger tak for snakken, og Kim følger mig hen til trappen og ned mod bagudgangen. Men et par skridt nede ad trappen stopper han op. Han vender sig om og råber over mod medejer og manager Chrisstoffer Nightinglam, der står ved baren med det, som ligner en printplade til en af maskinerne, mellem hænderne:

»Så kan man måske også lige nå at tage et spil?«.

Om det lykkedes for Kim Kanonarm at slå verdensrekorden i ’Gyruss’, må du vente med at få svar på, til ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’ får premiere på doxonline.dk lørdag 24. april, kl. 17.30. Bip Bip Bar er åben igen.

Og her kan du selv prøve kræfter med ’Gyruss’: https://arcadespot.com/game/gyruss/ – god fornøjelse ;)

Tekst:

Hans Henrik Rasmussen


Redigering:

Jeppe Dong Abrahamsen


Digital tilrettelægger & grafisk design:

Nima Hajarzadeh


Redaktør for Film & TV:

Kristoffer Hegnsvad


Redaktør for Politiken Fortæller:

Johannes Skov Andersen


Alle video- og filmoptagelser samt stills er fra ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’ ved instruktør og fotograf Mads Hedegaard og fotograf David Bauer.

Annonce