I det Herrens år 1402 fandt et sælsomt kapitel i danmarkshistorien sted.
Margrete I havde fem år tidligere samlet Norden i Kalmarunionen. Nu var hun travlt beskæftiget med at forstærke båndene i den stadig skrøbelige union mellem de tidligere så stridbare naboer Danmark, Norge og Sverige. Men så dukkede en højst uvelkommen gæst op.
En mand påstod at være Kong Oluf. Norges og Danmarks konge, som var død blot 17 år gammel i 1387 under spegede omstændigheder i Falsterbo. Et rygte om, at Margrete havde forgivet ham, verserede. Dronningen havde ikke selv set sin døde søn. Hun var i Ystad, og Oluf blev begravet uden hendes tilstedeværelse. Måske var han i virkeligheden slet ikke død? Var en anden begravet i hans sted?
Unge Kong Oluf havde været Margretes bud på Sveriges krone. Nu fik hun i huj og hast i stedet adopteret sin søsters femårige barnebarn Bugislav og omdøbt ham til det mere passende Erik. Erik af Pommern blev konge i Norden, men Margrete var som hans formynder den reelle magthaver. Arkitekten bag planen om at erstatte nordisk rod med et nordisk råd under en fælles krones faste hånd.
