Trods Bond-figurens stoltserende machismo har jeg indimellem oplevet, at den pertentlige måde, man hægede om traditionerne på, gjorde 007 næsten lige så forudsigelig og nosseløs som julemandens ankomst i familiens skød 24. december.
Så hvordan skal det ikke gå denne gang, hvor det både er Bond-film nummer 25 og Daniel Craigs sidste tur i manegen i rollen som 007?
Læg dertil, at ’No Time To Die’ er blevet corona-udskudt så mange gange, at forventningerne til dens længe ventede premiere har antaget næsten mytologisk status. Som selve symbolet på en tilbagevenden til en eller anden form for normalitet.
Forventningerne er med andre ord så enorme, at man på forhånd kunne blive helt træt ved tanken. Men jeg må konstatere, at Daniel Craig i sin sidste film som James Bond ikke bare leverer varen, men gør det på en måde, så Craig-æraen på alle måder slutter af med piber og trommer og torden og lynild snarere end bare at takke af og gå op i røg.
