Den nye ’Ghostbusters’-film er et fremragende nostalgitrip tilbage til firserne.
Mens jeg skriver den linje, hader jeg lidt mig selv. For jeg har det virkelig ambivalent med al den firsernostalgi, der hersker i min generation.
Da jeg genså den første ’Ghostbusters’ fra 1984 med familien forleden dag, begyndte min kæreste og jeg at kommentere alle de hverdagsdetaljer, vi kunne huske fra barndommen. »Prøv lige at se de Reeboks. Dem havde jeg!«. Vores 10-årige datter kiggede på os: »Hver gang I ser gamle film, skal I altid ævle om de der firsere«.
Hun har ret. Min generation er besat af det årti, vi er opvokset i. Jeg kender ingen, der ikke allerede har vist sine børn ’E.T.’, ’Goonierne’, ’Gremlins’, ’Tilbage til fremtiden’ og ’Poltergeist’ til endeløse videoaftener, der er nøje planlagt som indvielsesritualer til en bedre verden.
