Hvis nogen forsøger sig med at sige, at fodbold bare er fodbold, kan man roligt regne med, at disse har et gustent overlæg. Fodbold er nemlig overhovedet ikke blot et spil, hvor 22 mand løber efter en bold i halvanden time, og Tyskland ender med at vinde, som den engelske mesterangriber og kommentator Gary Lineker vist nok engang sagde. Spillet er tillige et godt bud på en moderne global religion. Det er big business og leverandør af sekulære afguder. Og det er politik som ind i og fra helvede.
At det forholder sig sådan, finder man demonstreret allerede ret tidligt i bio-pic-serien, ’Maradona – Blessed Dream’ om den argentinske fodboldlegende Diego Armando Maradona – ham, der scorede med ’Guds hånd’ i kvartfinalekampen mellem Argentina og England i VM-slutrunden i 1986. For her fortælles historien om, hvordan højtstående personer i det argentinske militærdiktatur sørgede for, at den purunge Maradona kom til at spille i den bedste række, fordi man i ham så en skikkelse, der kunne samle nationens opmærksomhed samt dække over det brutale styres uhyrligheder og undertrykkelse af demokratiske kræfter. Man brugte helt bevidst fodbold som folkefest og fernis, brød og skuespil, i en større og anløben sags tjeneste, ifølge serien.
Og Diego Armando Maradona var perfekt til formålet.
Født og opvokset i en ludfattig arbejderfamilie i et slumkvarter i udkanten af Buenos Aires. En dejlig dreng med kønne øjne, smukke, mørke krøller på hovedet, et hjerte af guld og et naturstridigt stort talent for at jonglere med en bold. En person af folket, en, man kunne identificere sig med, drømme om at blive som; en, der gjorde sine forældre stolte, var god mod sine søskende og havde respekt for autoriteterne, hvad enten disse så måtte være trænere, generalissimoer, ældre fagfæller eller sin kærestes far.
