Vi er bange for mørket i os selv, siger han. Det er superfarligt

»Han længes efter, at noget katastrofalt skal ske, efter at møde nogen, der udlever al den dæmoni, han holder nede i sig selv. Hun er flygtet ind i morrollen og har glemt sin seksualitet og sin kvindelighed. Selv om filmen handler om behagesyge, handler den også om nogen, der har brug for sådan et ophold og for at møde nogen, der kan slå hul på skallen«.

Og det bliver der, eftertrykkeligt. De hollandske værter er ikke så søde, som danskerne husker dem.

»Vi går allesammen rundt i glasbure og er så bange for mørket. Og for mørket i os selv. Det er superfarligt. Vi lever i en meget politisk korrekt tid og er bange for at gøre noget forkert. Vi pakker menneskeligheden ned. Og så ender du på 24. etage med de her små forårsruller og en fløjte og med at tale om ingenting. Filmen var nødt til at blive farlig, før den kunne have en pointe«.

Pludselig i Nordhavn

»Mit liv, ikke ...?«.

Christian Tafdrup er stoppet op, kigger sig rundt i lejligheden og tager et pludseligt bestik af tilværelsen.

»Mit barn er nogle gange blevet væk på legepladsen, og jeg kan skændes lidt med min kæreste eller bliver lidt bange om natten i en gyde, men jeg har jo aldrig stået der, hvor parret er i filmen. Der har aldrig været en indbrudstyv eller nogen, der ville tæske mig. Jo, én gang, da jeg var 16 eller sådan noget. Vi ville stjæle noget fra en losseplads til en scenografi til noget ungdomsteater, og så stod der lige pludselig fire havnearbejdere med køller, og én slog mig på skulderen. Men de lod os gå ...«.

»Når man er vokset op i trygge rammer på Østerbro og har fodret ænderne, så står man pludselig der i Nordhavn ...«.

Han spiler øjnene op med melodramatisk effekt.

»Hvad gør jeg, hvis verden bliver et farligt sted at være? Jeg tænkte om krigen i Ukraine, at de er fandeme seje at trække i krigstøjet. Ville vi gøre det sådan? Jeg snakkede med de andre fædre om det nede på legepladsen, mens vi gyngede vores børn. Der er sådan en enorm blødhed i vores kultur, fordi vi lever trygt og civiliseret og efter nogle spilleregler. Det er dejligt at leve på den måde, men hvis slangen sniger sig ind i vores paradis, hvad har vi så at slås med? Ville vi overhovedet genkende ondskaben, eller ville vi bare prøve at smile os ud af det?«.

Vores øjne mødes, ingen af os smiler. Jeg tror, vi begge er lige bevidste om ikke at ville smile. Vi ville kunne dele vinderpodiet i verdensmesterskabet i de sociale konventioners spilleregler.

»Jeg er også ekstrem«, siger han.

»Mit kørekort tog mig tre år at tage, fordi jeg havde en korrupt tyrkisk kørelærer, hvis familie jeg skulle køre ærinder for«.

Han klukler, så langt er mindet kommet på afstand.

»Det er rigtigt! Så skulle han ind og ordne noget el for sin søn, som jeg kørte ham til, og så var han sulten, og så købte han to pizzaer, som han sad og spiste. Og så skulle vi hele tiden hen til hæveautomaten og hæve 800 kroner«.

Det var forhåbentlig hans penge, I skulle hæve, og ikke dine?

»Ja, det var de penge, han skulle have for mine køretimer. Kontant. De var jo sorte. En dag sagde jeg fra«, og han slår hånden i bordet.

»Og så blev ham kørelæreren emotionel og sagde: »Du er en dejlig person, Christian, men du er den dårligste bilist! Der er noget med jer kunstnere, I er rigtig dejlige mennesker, men I kan ikke køre bil! Du er så tæt på nu!«.

Og så kørte de bare videre, og Tafdrup fik ikke fyret ham. Hans konfliktskyhed kostede ham et kørekort på 65.000 kroner.

»Og det er jo ikke, fordi jeg var 19, jeg var 34!«.

Maskulinitet. Mangel på maskulinitet

Christian Tafdrup fortæller med stor appetit om sine begrænsninger. Det er, som om det ikke koster ham noget at lægge sig fladt ned. Han har et frirum, når han skriver med sin bror, de har blottet det allermest private for hinanden, og der er tillid. Tilliden flyder uhindret ind i manus og videre ind i interviews. Tafdrup har én gang for alle vedtaget, at hans historie er en urhistorie, det er ikke en specifik fortælling om en 43-årig københavnsk filminstruktør.

»Jeg kan jo godt mærke, at det handler om maskulinitet«, siger han.

»Eller mangel på maskulinitet. Eller en moderne maskulinitet«.

Datterens tøjkanin har en tilbagevendende, afgørende rolle i ’Speak No Evil’. I en scene går hendes far Bjørn rundt i den italienske bjergby for at lede efter tøjdyret, som datteren har forlagt et sted.

Foto: Miriam Dalsgaard

»Jeg har selv gået og ledt efter tøjkaniner, der er blevet væk, i fremmede byer. Min datters kanin, Ninus, var hendes et og alt. Det er jo på en måde urkomisk, men et af mine største maskuline øjeblikke nogensinde er, da Ninus blev væk i San Diego, og hun stortudede. Jeg havde noget urinsyregigt i tåen, så jeg haltede. Der var varmt, og de var nede ved havnen, og jeg skulle finde den tøjkanin. Jeg gik gennem hele byen ad den rute, vi havde gået, og pludselig lå den der på fortovet, kaninen, helt beskidt. Da jeg kom tilbage til havnen – haltende – så jeg det som i slowmotion, og så gjorde jeg sådan her«.

Tafdrup løfter armene med den imaginære tøjkanin højt over hovedet. Man ser næsten den tilsvarende scene for sig fra ’Rambo’, hvor en muskelpumpet, svedende Sylvester Stallone fyrer kanonerne af mod Vietcongs guerillaer, når han sprænger sig ind i friheden. Eller hvad han gør. Jeg har – vist – aldrig set filmen som sådan.

»Jeg havde fundet Ninus! Og min datter havde grædt, og hendes tårer blev bare de lykkeligste, og min kæreste kom hen og kyssede mig, og jeg gav frokost og følte mig som en rigtig mand, ikke?«.

Begejstringen har overlevet i Christian Tafdrups stemme mange år efter. Stoltheden.

»Så tænkte jeg bagefter, at hvis det er mit mest maskuline minde nogensinde, så ... Så tænker jeg: Hvor gad jeg egentlig godt være god til at slås – eller turde risikere meget mere, end jeg gør. Jeg forskanser mig meget, undgår meget for at redde min egen røv«.

Pinsekirken altså

Tafdrup synes grundlæggende, han har spildt det meste af sit liv. Det er ikke de ord, han bruger, men det er det, han mener. Han nævner heller ikke Dorian Gray fra Oscar Wildes roman om manden, der på overfladen beholder sit glatte unge ansigt, mens et maleri af ham, gemt væk på et mørkt kammer, alt imens ældes og antager alle de kyniske, groteske grimasser, der svarer til det udsvævende, amoralske liv, han har levet.

For Christian Tafdrup er det mørke kammer hans dagbog, som han førte, fra han var dreng, til han var omkring 30. Der kommer mere om dagbogen senere, men noget, der optog ham – og dagbogen – intenst i de helt unge år var hans pludselige religiøse vækkelse i en alder af 12.

Han var begyndt at komme i fritidsklubben Teaterbutikken på Vesterbro i København allerede som tiårig, og det var en pædagog herfra, der en dag tog lille Christian, der var opdraget i et ateistisk hjem, med i Pinsekirken.

»Jeg kan se udefra, hvor vildt det egentlig har været, nærmest et overgreb. Jeg kan se, hvordan jeg som pæn Østerbrodreng er faldet for noget, der var rebelsk og anarkistisk og kontroversielt«.

Pinsekirken altså?

»Det, der tiltrak mig, var jo blandt andet, at man kunne være i en anden verden og være på en anden måde end den normale teenager. Jeg klædte mig ud i kristent tøj og med kors og talte i tunger«.

Udadtil lignede Pinsekirkens unge enhver anden forsamling af unge. De spillede musik og festede. Dog uden alkohol. Tafdrup var grebet af batikdillen og lavede sine egne religiøse T-shirts med tekster som ’Jesus lever’ og ’You Can’t Beat The Felling’. Han ville have skrevet ’Feeling’, men i øjeblikkets kristne anfægtelse og så videre ...

»Og så havde jeg et gult kors på ryggen og havde købt et krucifiks i massivt stål, som Jesus hang på. Det var kæmpestort«.

Han smiler tolerant ad den Christian dengang for 30 år siden.

»Jeg var fucking 13. Jeg gik i skole med det tøj uden at tænke på, at det var pinligt. Men hvor var det dog pinligt. Jeg frelste jo også folk. Folk syntes jo også, det var lidt spændende. Jeg tog med dem ud på toiletterne i frikvartererne og helbredte dem for deres hovedpine, indtil der var en far, der ringede og sagde: ’Nu skal Christian simpelthen stoppe med at omvende min dreng!’«.

Hvis en skolekammerat havde hovedpine, kom han eller hun med en tur på toilettet og blev bedt om at lukke øjnene, hvorefter Christian Tafdrup bad Gud om at fjerne smerten.

»Og så lagde jeg hånden på dem og talte i tunger. Det var meget rituelt og karismatisk. Og så gik hovedpinen væk! Jeg følte mig som en mirakelmager. Det var en leg med identitet, og alt imens bankede hormoner og liderlighed rundt i kroppen på mig. Jeg lyttede jo også til Nirvana og punk og var en helt almindelig dreng med lyster, jeg undertrykte«.

Forældrene tolererede det. Han havde så meget humør med i det, at de ikke ville tage det fra ham, og hvor sundhedsskadeligt kan det lige være at gå i kirke?

»Der var en del af al det kristne, der var et eventyr, men så var der også en del, der udviklede sig til en depression. Der var ingen, der sagde stop. Mine forældre sagde heller ikke stop«.

Han anklager ikke dem for noget, og der var meget, han ikke fik fortalt dem.

Hans tro slog over i en kronisk følelse af skam.

I en alder af 14 havde han scoret skolens lækre pige, hende, alle drengene bejlede efter. Hun var to år ældre, hvilket er en evighed i den alder, og det tog ham lang tid at gøre hende mør. Hun ville gerne på et tidspunkt have sex, men som medlem af Pinsekirken afstod han fra sex indtil ægteskabets indgåelse, og det havde mildt sagt lange udsigter for en 14-årig. I dag spekulerer han over, om han på trods af kronisk liderlighed brugte Gud som undskyldning for ikke at have sex.

»Men efter vi havde været sammen i fire-fem måneder, ville jeg virkelig gerne, men jeg belønnede mig selv for, at vi ikke gjorde det. Jeg var kun 14. Næste dag, hvis hun gerne ville, og jeg sagde nej, eller hvis vi gik lidt for langt, var jeg utroligt skamfuld. Så mit humør svingede helt ude af takt. Det kan nærmest skylle ind over én som en lammelse, der varer en uges tid. Det oplevede jeg vildt meget, og det præger mig stadigvæk«.

Undskyld, hvad siger man, når man taler i tunger?

»Når man bliver frelst, får man Helligånden ind i sit hjerte, og Helligånden har den her tungetale, der helt præcist beskrives i Bibelen. Det er et volapyksprog«.

Tafdrup fugter læberne og lader det løbe ud i en sømløs strøm, artikuleret og klart:

»Arramdarabashdaraburrumdarabakkaraburum. Jeg kunne pludselig tale et andet sprog. Det var, som om man fik superkræfter, og man blev lidt overjordisk. Jeg troede, det var rigtigt, at det var noget, jeg fik udefra, og ikke noget jeg fandt på«.

Da vi rejser os fra bordet i Christian Tafdrups lejlighed, går det op mig, at jeg bare har glemt at række til fadet med croissanter. Det ville være akavet at bede om at få en med i lommen, så det gør jeg ikke. Jeg kunne jo bare have spist, da jeg blev budt.

Hvad jeg stadig ikke ved?

Om man kan beholde skoene på, når man besøger familien Tafdrup i lejligheden i Valby – eller om han egentlig, inderst inde, helst så, at man tog dem af? Man vil nødigt fremover omtales som ham, der på ingen måde havde til sinds at tage skoene af, når det så indlysende var påkrævet.

Trækkerdrengen

En eftermiddag et par dage efter mødes Christian Tafdrup og jeg foran Nordisk Films port i Valby.

Han kommer lige fra endnu et interview. Det er, som om hver ny dag byder på en håndfuld af dem for tiden. Han gider ikke engang lade, som om han ikke synes, det er fedt med interessen, og han elsker seriøst at tale om sine film – og sig selv. Han orker ikke at spille blasert og prøve at skjule det.

I dag har han allerede talt med et ugeblad og et online-filmmagasin. Og her står jeg så, og Tafdrup kommer flagrende imod mig, glad og med åben frakke i kulden.

På vej op ad Valby Langgade taler vi om den, opmærksomheden. Og om det vilde i, at de reklamerer for hans film på den helt store plakat hævet over Paladsbiografen. Der har han ikke hængt, siden han gjorde det som 14-årig, da han spillede hovedrollen som trækkerdreng i den mildt sagt undervældende ’Smukke dreng’. Det er snart 30 år siden, han har hængt der.

Vi er skridtet fra Valby Langgade til venstre ind i Søndermarken. Jeg har ikke forstand på botanikkens forårsbebudere, men her er skidekoldt. Det er med vilje, at jeg lægger vores vej forbi Bjælkehuset, frokostrestaurant og hængeudsted med udendørs servering, men midt i en sætning går det op for os begge, at Bjælkehuset stadig er lukket for vinteren.

Foto: Miriam Dalsgaard

Jeg ved ikke, om Christian Tafdrup tager det så personligt, som jeg gør, men vores øjne mødes, inden vi går videre. Og lægger Bjælkehuset bag os.

Regnskabet

Han er med egne ord virkelig jaloux på andre instruktører, og han har et regnskab kørende i hovedet: Lars von Trier var 43, da han fik Palmerne i Cannes, hvor gammel var Ruben Östlund, da han vandt for ’The Square’? Orson Welles var ikke fyldt 25, da han lavede ’Citizen Kane’. Det bliver ikke bedre af, at jeg minder ham om, at den canadiske wunderkind Xavier Dolan var endnu yngre, da han debuterede i Cannes.

Det, der kom ud af at have haft hovedrollen i ’Smukke dreng’ som 14-årig, var, at unge Christian blev ansat hos filmselskabet Zentropa til at lave kaffe og tage fotokopier. 30 kroner i timen. Selskabets flamboyante direktør, Peter Aalbæk Jensen, lovede at gøre ham til superstjerne.

Uden at få lov begyndte han at tage manuskripter til endnu urealiserede film med hjem, og han fik til opgave at skrive ned, når en replik på en vhs-udgave af Lars von Triers kommende storfilm ’Breaking the Waves’ begyndte, og hvornår præcis den sluttede.

»Jeg mødte jo dem alle, før de rigtig blev til noget – Susanne Bier, Niels Arden, Vinterberg ... Niels Arden var sådan en, der godt ville snakke om sig selv og lod det køre ud over en 14-årig dreng. Så var der også nogen som Nicolas Refn, der aldrig smilede ...«.

Og det gør han stadig ikke.

»Og så var der Trier, der skød noget sarkasme af mod én. Susanne Bier snakkede også meget om sig selv. Og en dag kom Nils Malmros på besøg, og »Ææææj, Nils!«, og de sad nærmest alle sammen og flettede fingre. Og jeg var så indædt. Jeg vil være bedre end jer! Jeg laver kaffe til jer og redigerer jeres manuskripter, men jeg skrev i min dagbog: »Bare vent, der vil komme en dag!«. Jeg skrev i min dagbog: »Jeg er Bergman! Jeg er fucking Bergman!«.

Han drømte om Lars von Trier om natten, mens han var altmuligdreng på ’Dancer in the Dark’. Han drømte, at han mødte sit idol i Brugsen og blev inviteret hjem til ham og fik lov til at holde hans Bodilstatuette.

»Mens vi lavede ’Dancer in the Dark’, kom jeg, i 30 graders varme, slæbende over marken med sådan en trækvogn fuld af små sten, og så kom Lars von Trier gående i shorts bag mig. Så stillede han sig op ved trækvognen og fjernede én sten, som han lod falde til jorden. Det skete faktisk«.

Tafdrup gør sin stemme katteblid og sardonisk:

»Sådan, nu er det lettere for dig«.

Og så gik Trier videre.

Den beskidte dagbog

Tafdrup skrev dagbog i masser af år. Det er, som om han har brugt dagbogen til at gemme al det snask, vi normalt stuver væk i underbevidsthed, bort i. Han kalder den hellig.

»Jeg skrev så meget om det, jeg skulle have oplevet», siger han.

»Jeg er ked af, at jeg ikke væltede mere ind i livet. Jeg blev bare hjemme og skrev om, hvordan jeg havde det«.

Når han fortæller om sit liv, især om sine unge år, er det, som om der dårligt kunne være sket mere, før han var imploderet.

»Jeg ville bare gerne have lavet nogle flere helt almindelige ting. Mødt nogle damer, drukket nogle bajere, taget nogle stoffer. Det havde jeg svært ved. Men jeg havde nemt ved at gå i kirke og skrive og sådan noget«.

»Der er tegninger af kors og skildringer af et følelsesliv, som er patetisk og svulstigt. Jeg skrev en hel bog om min ekskæreste, der lagde grund til ’En frygtelig kvinde’«.

’En frygtelig kvinde’ var instruktøren Tafdrups ankomst til mainstream, og selv om den og han fik priser, fik den ry for at være kvindehadsk, selv om manden i historien mildt sagt selv lægger sig ned for at blive kørt over af sin ambitiøse nye kæreste.

»Jeg tog på Interrail alene, da jeg var 29. Og så skrev jeg dagbog hver dag. Jeg har været for meget alene for længe. Jeg flyttede for første gang sammen med en kvinde, da jeg 36«.

»Jeg tog toget til Amsterdam, Paris, Rom og Berlin. Hver aften satte jeg mig ved det lille skrivebord på det lille værelse og skrev om dagens forløb. Det er pissegodt materiale. Det handler om alt det, jeg har lyst til at gøre, men ikke kan finde ud af. I virkeligheden stod jeg bare på en irsk bar og kiggede på damer. Alle de tanker, alle de perversioner! Da var jeg fuldkommen rå, det er hardcore læsning«.

En aften skrev han om at score to konkrete kvinder, en fra Slovakiet og en fra Polen, og forestillingerne om, hvad han kunne forestille sig med dem, alle de tanker han selv kalder »beskidte«, var skriblet op og ned ad dagbogens sider.

»Men i virkeligheden var det så uskyldigt. Det var sådan en ung mand, der faktisk bare kunne finde ud af at stå der med sin mobiltelefon og sin øl og spille lidt billard. Det er mørkt, dystert stof«.

Et geni, en rotte

Hva’ ...?, spørger jeg og trækker på det. Jeg kigger først på Tafdrup og derefter sigende over på den modsatte side af vejen. Vi står på Valby Langgade på vej tilbage til hans bil, der holder ved Nordisk Film.

Derovre ligger en pub, jeg altid lidt ærgerlig er gået forbi. Indtil nu.

Her er lækkert mørkelagt og halvt fyldt midt på dagen. Her er rart.

Kunstnere siger altid, at man risikerer livet, når man laver kunst. Det er et af mine yndlingsemner for tiden, for hey, ingen er vel død af det endnu? Hvad er det for noget?

»Det er jo et godt spørgsmål«, siger han og læner sig frem i sædet.

»Det giver jo også utrolig meget glæde at skrive eller lave en film eller et teaterstykke. Det er noget, man ikke kan lade være med. Det er et totalt privilegeret rum at sætte sig ind i, at kunne rejse rundt og være digter. Men det er ikke noget, man lige gør, og det tager ekstremt lang tid. Du lider af konstant mindreværdskompleks og konstant storhedsvanvid«.

Tafdrup havde engang et kontor ude i byen, hvor han tog hen for at arbejde – så han sparede familien for det derhjemme. Men det gik ikke.

»Når man arbejder med noget, der kan tage flere år, kører det i min knold konstant. Det gør, at jeg ikke kan sove om natten, men det er til gengæld om natten, jeg får alle ideerne. Det er følelsen af at stå lidt i udkanten af det liv, der foregår omkring dig, fordi der altid er et parallelspor, der hedder dit indre univers. Man kan være svær at leve med. Man kan blive skilt og få alt for mange børn med alt for mange forskellige kvinder. Man kan være dybt urimelig. Den pris, man betaler, er, at man ikke altid er et sødt og rart menneske. Der er ikke harmoni, der er kaos«.

»Min kæreste oplever tit, at min film er vigtigere end mit barn«.

Hvad laver hun egentlig?

»Hun er psykoterapeut«.

Ah ...

»Hun har hjulpet mig sygt meget. Hun er blevet det, efter vi mødtes«.

»Når hun siger, at det er, som om din film er vigtigere end vores nye baby, og jeg siger ja, det er den også lige nu, så er det jo et svigt for hende. For mig findes livets krydderi i kunsten. Jeg vil gerne leve så normalt som muligt, men jeg vil også have det der frirum, hvor man kan skabe og gå linen ud. Hvis jeg ikke havde min familie, ville jeg være super rodløs og drikke alt for meget alkohol«.

Hans kæreste kan sige til ham: »Hvorfor gør du det? Det gør dig jo ikke glad«.

»Men«, som han siger, »det gør mig også glad«.

Måske handler det bare ikke om glæde.

»Netop. Jeg vil jo finde den hellige gral, jeg vil jo finde ind til noget, jeg kan mærke, er der. Jeg graver, indtil jeg finder det. Jeg har viet mit liv til det, og det har sin pris«.

»Jeg synes jo, jeg er Jordens største vidunder, genial, den nye Lars von Trier! Og så synes jeg også bare, jeg er den værste rotte, som aldrig nogensinde skulle beskæftige sig med det her! Men jeg kan ikke andet. Jeg har altid været dårlig til sport, og jeg kan ikke engang få min familie til at fungere. Så hvis ikke det her lykkes, hvad har jeg så?«.

Vi skilles i et kram, som jeg bruger lidt tid på at analysere på vejen hjem. Et kram er en social norm, ikke mindst blandt kunstnere og kreative. Det er tit mere sigende ikke at kramme end at gøre det. Var mit og Christian Tafdrups kram et, der var dikteret af konventionerne, eller var det autentisk?

Kan et kram være begge dele?

Rettelse: I en tidligere version stod der i en faktaboks, at Christian Tafdrup skriver og instruerer serien ’Carmen Curlers’, der sendes på DR til efteråret. Han er medinstruktør, men hovedforfatter er Mette Heeno, og konceptuerende instruktør er Natasha Arthy. Der har tidligere stået i denne rettelse, at han var medforfatter, men det er han ikke. Det var vist det.