0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Det ser så idyllisk ud

16. marts 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man tror, de hygger sig

Det gør de ikke

Det går galt

Helt galt

Der er et før og efter 'Speak No Evil' i dansk filmhistorie

Faktisk kan jeg ikke huske at have været så rystet over en film. Christian Tafdrups 'Speak No Evil' er idiosynkratisk satire, knugende drama og nådesløs horror. Den er et smukt, brutalt og uomgængeligt kunstværk, der bryder med alle regler for dansk realisme.

Og jeg skal aldrig se den igen.

Allerede da den stumme dreng Abel åbner sin mund foran Bjørn, skulle familiefaren have hevet sin kone, Louise, og otteårige datter, Agnes, ind i bilen og skyndt sig hjem til Danmark. Væk fra weekendopholdet hos den hollandske familie, de lige har lært at kende.

Abel er stum, så hans skrig lyder kun af den kraftige vind i træerne. Han er født med en formindsket tunge, har hans forældre forklaret, men da kameraet zoomer ind, kan vi og Bjørn se, at det ikke ligner en medfødt lidelse. Så går det op for os, at Abel ikke skriger. Han åbner munden som en advarsel.

Der burde jeg måske have forladt biografen. Jeg mener det ikke som en smart tagline, men helt konkret: Jeg vil direkte fraråde, at man går ind og ser Christian Tafdrups ekstremt ubehagelige ’Speak No Evil’.

Kilde: Nordisk Film

Jeg kan ikke huske at have været så påvirket af en film. Nogensinde. Jeg føler mig udsat for et sadistisk overgreb og ved stadig ikke, om det er okay med mig. Jeg skal i hvert fald aldrig se den igen. Men midt i forfærdelsen havde jeg også en intuitiv fornemmelse af at have set et stort og uomgængeligt kunstværk, der har sat en ny milepæl i dansk filmhistorie.

Den handler om noget så dansk som et midaldrende par, der lever et familieliv lige efter planen og uden ophidsende udsving. Forholdet er stabiliseret et sted mellem blød mand og stivnet kvinde, så da de under en ferie i Toscana møder det vitale hollandske par Patrick og Karin, fornemmer de forandringer og takker ja, da hollænderne efter ferien inviterer dem hjem på besøg.

Her i det afsides, lidt lurvede hus, er feriestemningen dog afløst af en mere akavet omgangsform, hvor de høflige danske manerer kolliderer med værternes ligefremme facon, der bliver tiltagende truende. Advarselslamper ignoreres af hensyn til den gode stemning, lige indtil det står klart for Bjørn og Louise, at de for længst skulle have forladt matriklen. Ikke mindst for Agnes’ skyld.

Da jeg kom ud af biografen, måtte jeg ringe til min kollega Michael Bo, som havde set filmen et par dage før og havde haft svært ved at sove. Vi talte sammen i en time, ikke som filmjournalister, men som to mennesker, der har overværet et voldsomt trafikuheld og har behov for at bearbejde det sammen.

Ætsende skuespil

Ligesom Michael har jeg set utallige uforsonlige film, så jeg vil vove den påstand, at vi ikke er sarte på det område. Jeg har været fast gæst på verdens største genrefilmfestival i spanske Sitges, hvor man kan se de film, som biografdistributørerne holder sig fra.

Der var den notorisk grænseoverskridende ’A Serbian Film’ med unævnelige overgreb på børn, som kun efterlod mig med en kvalme over at være udsat for gimmicks fra et udspekuleret instruktørpar, der kaldte filmen for en allegori over den historiske voldtægt af den serbiske nation.

Vi talte sammen i en time, ikke som filmjournalister, men som to mennesker, der har overværet et voldsomt trafikuheld og har behov for at bearbejde det sammen

Jeg har set grotesk, eksplicit tortur i den skelsættende ’Saw’-franchise og bliver blasert, når den gentages i uendelighed. Jeg har kedet mig foran en del art house-cinema, der vil udfordre filmsproget med uartig æstetik, men i stedet for kunst for kunstens skyld ender som exploitation for sensationens skyld.

Men jeg har også været blæst bagover af sydkoreanske og japanske instruktører, der bryder alle genreregler ved at blande satire, thriller, realisme, drama, splattervold og horror i film, der sætter sig dybt i systemet. Som for eksempel Sion Sonos ’Cold Fish’, der forløber som et bevægende bergmansk ægteskabsdrama over halvanden time, inden plottet knækker over i nådesløs gru og ender ud i intet andet end en far, der skærer halsen over på sig selv foran sin datter, mens han fortæller hende den eneste sandhed, han kender: »Livet gør ondt«.

’Cold Fish’ er en dybt diagnosticerende film om hustruvold og krympede mænd i et tvangsmoderniseret Japan, hvor kejsertidens patriarkalske koder gnistrer som glitches under overfladen, og at det ender helt ad helvede til, gør ikke diagnosen mindre interessant.

Det er sådan, jeg ser Christian Tafdrups ’Speak No Evil’, der over to tredjedele fungerer som et vellykket satirisk drama om en sympatisk dansk mand, der er »træt af at smile hele tiden«, men ikke ved, hvad man ellers kan gøre, når man sætter sin familie over sig selv.

Det er en dissektion af et dansk sindelag, der er til at genkende med krumme tæer. Og et eksistentielt kammerspil fortalt med ømhed og forståelse for sine karakterer, der forsøger at navigere i middelklasselivets trygge, men klaustrofobiske zoner.

Man kan kalde det et skamredet tema i dansk filmrealisme, men som Christian Tafdrup har demonstreret i sine to første film, ’Forældre’(2016) og ’En frygtelig kvinde’ (2017), gør han det tema til sit eget.

Ved at nedtone pointerne og de dramatiske sammenstød i et parforhold lader han de små halvkedelige, uspektakulære (ikke umiddelbart filmegnede) hverdagskonflikter sætte sig i nakkemusklerne som en genkendelig spænding. Bøvlet mellem køn er subtilt fortalt, fordi misforståelser, upræcis kommunikation og forvirret raseri får lov at flimre ufærdigt og mime det røvkedelige livs evigt omskiftelige delkonklusioner.

Og så er det sjældent, at replikker er så troværdigt skrevet og gengivet i en dansk film, som det er tilfældet her.

Christian Tafdrups og hans bror Mads’ manuskript skaber en fornemmelse af uredigeret samtale, og i hovedrollerne leverer Morten Burian og Sidsel Siem Koch dem så organisk, at man glemmer, at de står på et set. De to leverer ætsende skuespil, både i parforholdets trætte mekanismer og i den totale opløsning foran den ultimative ondskab.

Jeg er med dem hele vejen. Også da Christian Tafdrup fører dem ud over afgrunden. Jeg kan ikke afsløre hvordan, men de sidste 40 minutter er ulidelig, kvælende komprimeret ubehag. De sidste 20 flår skindet af dig. Og så. Rulletekster. Ingen afrunding. Intet at komme hjem med. Nogle gange går det bare galt.

Hvad fanden har han gang i?

Det er et radikalt brud med en fortælleform, der har domineret dansk film i to årtier, hvor realisme og eksistentialisme er smeltet sammen i en Hellerup-humanisme blandt veletablerede instruktørnavne, der vil sige vigtige ting om tunge emner, så vi alle kan lære noget af det.

Det er, som om dansk film bliver til i en blomstrende villahave, hvor en inderkreds af filmskabere (ingen nævnt, ingen glemt) mødes til hvidvin under parasollen og taler om noget, nogen har læst i Samvirke. Måske noget med Læger Uden Grænser og en eks-alkoholiker, der har viet sit liv til fattige børn i koleraens tid. Barsk læsning, men også inspirerende, og det skulle man da lave en film om.

Man skulle tro, at der var en åben telefonlinje mellem haven og det danske filmstøttesystem, for der synes at herske en konsensus om, at det tunge, det svære og bøvlede ved den menneskelige eksistens er godt filmstof. Så længe det afrundes med en solopgang i håret på en lækker skuespiller. Det må ikke gøre rigtigt ondt. Eller fucke for meget med filmsproget og publikums forventninger.

Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har set film, både danske og udenlandske, og råbt, hvorfor den dog ikke stopper lige dér! Den forbandede opbyggelighed, den aristoteliske slavekontrakt gennem to tusind års fortællekunst. Rend mig i jeres katarsis.

Tænk, hvis nogen lavede en film om en mand, som vi lærte at holde inderligt af over en times spilletid, inden han får konstateret kræft, kommer i en langvarig behandling og ender på hospice, hvor vi i filmens sidste kvarter ser ham dø alene og ulykkelig. Og så rulletekster.

Det er på en måde det, Christian Tafdrup gør. Han lader elendighederne tage til og stopper lige der, hvor jeg sad og forventede et omslag mod noget, der var til at fordøje.

Og så var det, at jeg tog mig selv i at tænkte: »Det går sgu ikke, det der«. Hvad fanden har han gang i? For første gang i mit liv følte jeg en snert af forargelse over en instruktør. Hvad skal jeg med den film?

Den reaktion har forvirret mig lige siden, og jeg er stadig i proces. Jeg kunne ikke lide at se den, men jeg elsker, at den får mig helt derud, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op.

Spørgsmålet er så, om det bare er en spekulativ modreaktion på Hellerup-humanismen. Er Tafdrup bare antagonisten i samme trætte fortælling? En negativ opbyggelighed, der intet har på hjerte ud over at være på tværs af det etablerede?

’Speak No Evil’ er ubetinget en lodret langfinger til den danske filmelite, og som sådan er den ikke anderledes end mange andre danske genrefilm, der vil udfordre formerne. Det er for meget at kalde den et mesterværk, men det, der gør Tafdrups film til mere end en provokation, er, at den også på det dramatiske, satiriske og visuelle plan overhaler mange storfilm i dansk realisme.

Dissonans mellem lyd og billede

Det er skarp satire om undvigende danskere i ukomfortabel situationskomik, hver gang det danske par forsøger at stamme sig ud af kulturelle misforståelser med deres nye hollandske venner. Med Tafdrups idiosynkratiske observans for det evige i det flygtige rammer realismen de små situationer helt rent, som når Bjørn og Louise hakker sig gennem et fordansket engelsk og ikke engang kan tale med hinanden uden at ende i et kompromis af ligegyldigheder. Man kender det jo godt. Der, hvor man står foran udlændinge og supplerer hinanden i antropologisk smalltalk om danskhed og hygge og den slags.

Uh, det er pinligt at overvære. Sjovt, men også anstrengt og uhyggeligt, fordi Sune Kølsters besættende musikalske score skurrer kontrapunktisk mod det satiriske som en horrormusik fra en helt anden film.

Den dissonans mellem lyd og billede kender vi fra åbningsscenen i Stanley Kubricks ’Ondskabens Hotel’, hvor den ildevarslende musik følger bilen gennem det idylliske landskab og fra den lignende åbningsscene i Michael Hanekes ’Funny Games’.

De sidste 40 minutter er ulidelig, kvælende komprimeret ubehag. De sidste 20 flår skindet af dig

Haneke er tydeligvis en inspiration for ’Speak No Evil’, men modsat østrigerens home invasion-film, hvor en ung mands hvide handske introducerer ondskaben efter 10 minutter, dukker den så sent op hos Tafdrup, at han får plads til at arbejde sig ind i det intime dramas spændinger, sådan som vi har set ham gøre det så fremragende i ’Forældre’ og ’En frygtelig kvinde’. Det er en djævelsk, manipulerende leg med sociale koder, som han hele tiden forskyder, så vi ikke er sikre på, hvad der foregår.

Er det en overreaktion, når Louise beder Karin (Karina Smulders) om ikke at opdrage hendes datter ved bordet? Eller er Karin ikke upassende streng ved Agnes? Hvem bryder reglerne for god opførsel? Hollænderne er psychos, men i den første time opfører de sig objektivt set som gæstfrie værter, selv om deres manerer måske er lidt grænseoverskridende. Er man ikke bare en bleg dansk leverpølse, når man synes, at Patrick (en animalsk dragende Fedja van Huét) skruer for højt op for musikken i bilen og er for fuld til at køre?

Bjørn har brug for noget vildskab i sit liv, og det kan Patrick levere. Så er der noget udfrielse i sigte, selv om rejsen ser ud til at blive hård? Selvrealisering gennem sammenbrud. Den slags dannelsesrejse? Eller er det Patrick og Karin, der tester dem med et andet formål?

Det kan minde om Ruben Östlunds hudfletning af den skandinaviske mands utilstrækkeligheder, men der er en anden voldsomhed på spil hos Tafdrup. På grund af Sune Kølsters musikalske forstyrrelser, men også i den afkortede klipning, der fortætter spændingen i enkelte scener og veksler mellem nærgående realisme og en malerisk, storladen iscenesættelse i fotograf Erik Molberg Hansens bjergtagende billeder.

Overvældende smuk ondskab

Efterhånden som dramaet bevæger sig over i thrillergenren, får vi uforglemmelige scener som den, hvor Louise er gået i bad, og Patrick træder ind ad døren for at børste tænder. Kameraet er fikseret på Louise, der holder vejret, mens lyden af tandbørsten tiltager og aftager i styrke, alt efter hvor Patrick bevæger sig hen, indtil den ligger helt fremme i lydbilledet og lige uden for badeforhænget. Med en reference til ’Psycho’ viser Tafdrup sig her som en mester i hitchcocksk suspense. Fy for satan.

Da vi ser Patrick være så ubarmhjertig i opdragelsen af Abel, at Bjørn må træde i karakter med tårer i øjnene, forstår man godt, hvorfor han er mere skræmt end korrigerende. Det er meget svært at se på, og Louise holder da også Agnes for øjnene. Men det er for sent. Herfra stikker det af i horrorgenren. Med billeder, som jeg gerne vil glemme, men ikke kan slippe, fordi de også er overvældende smukke. Skånselsløst realistiske, men samtidig så svimlende barokke, at det opløser grænsen mod surrealisme, mellem virkelighed og mareridt, når det utænkelige, det værste vi kan forestille os, rent faktisk sker i virkeligheden.

Og så var det, at jeg tog mig selv i at tænkte: »Det går sgu ikke, det der«. Hvad fanden har han gang i?

Man aner konturerne af en auteur, der gentager motiver fra sine tidligere film som for eksempel det gustne stilleben af to nøgne kroppe i slutningen af ’Speak No Evil’, som er en brutal versionering af samme billede i ’Forældre’, hvor en ægteskabskrise for seniorer sitrer af det uciviliserede mørke, som Tafdrup elsker at udforske og træder dybere ind i denne gang. Uden at interessere sig for en udgang.

Der har han så efterladt mig. Jeg vil ikke anbefale andre at komme herind. På den anden side: For de mange af os, der har det med at brokke os over inertien i det danske filmmiljø, er der ingen vej udenom. Man kan ikke længere deltage i diskussionen uden at have set den. Der vil altid være et før og efter ’Speak No Evil’.

---------------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der i en faktaboks, at Christian Tafdrup skriver og instruerer serien ’Carmen Curlers’, der sendes på DR til efteråret. Han er medinstruktør, men hovedforfatter er Mette Heeno, og konceptuerende instruktør er Natasha Arthy. Der har tidligere stået i denne rettelse, at han var medforfatter, men det er han ikke. Det var vist det.


Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu