Der er en umiskendelig duft af Hitchcock over Park Chan-wooks ’Decision To Leave’. Ikke den Hitchcock, som ville skræmme med ’Psycho’ og ’Fuglene’, men den Hitchcock, der i 1950’er-mesterværkerne ’Vertigo’ og ’Rear Window’ med et kriminelt mysterium som et lillebitte figenblad undersøgte så forbudne frugter som voyeurisme og afstandsforelskelsens sygelige besættelse.

Som sit erklærede forbillede Hitchcock er også Park Chan-wook en instruktør, der er minutiøst optaget af en films æstetiske finmekanik. Lige fra subtilt manuskript til raffineret billedkomposition og suggestiv strygermusik a la Bernard Hermann er der en duft af Hitchcock på koreansk over ’Decision To Leave’, der sammen med ’The Handmaiden’ fra 2016 er Park Chan-wooks bedste film siden mesterværket ’Oldboy’ fra 2003.