»En so. Flere søer. En ammeso, flere ammesøer«.
Landbrugsarbejderen Tess Nexø har tålmodigt taget Politikens journalist under oplæring på Søndregaarden i Nyker nord for Rønne, hvor der hvert år produceres 21.000 slagtesvin af typen Bornholmergrisen, der har bedre dyrevelfærd end almindelige svin på øen.
Hans Peter Sonne, der driver gården, siger:
»De har både lang lunte og kugler«. Altså, de får lov at beholde både hale og testikler.
I alt producerer Bornholm 500.000 slagtesvin per år, hvilket svarer til 13 svin per bornholmer. To ud af de 13 er ’Bornholmergrisen’, hvor der er krav til mere dyrevelfærd. Det udløser to ud af tre hjerter på pakkerne, der kan købes i Coops butikker over hele Danmark.
Forbrugerne er med på tanken, og salget er fordoblet siden 2014, så Bornholmergrisen nu udgør 15 procent af produktionen fra Danish Crown Slagteriet i Rønne.
Mens resten af Danmark gik til svinevalg i marts, traf Hans Peter Sonne sit valg i 2006, da han skulle ombygge gården.
Han satsede på større stalde, så der var 30 procent mere plads, som Bornholmergrisen skal have. Og så der er plads til, at soen ikke skal være fikseret, når den farer (føder) og ammer sine små pattegrise.
Han opstillede siloer, en til hvede og en til byg dyrket på hans egen jord, for Bornholmergrisen skal have 70 procent lokalt dyrket mad. Han klipper ikke halerne (det er ellers normal praksis for konventionelle grise). Og han begyndte sidste år at undlade at kastrere de små hanner.
Han udnytter også varmen fra gyllen til opvarmning, og solceller på taget oplader 12 enorme batterier til den elslugende produktion af grisenes livscyklus, fra de første gang bliver insemineret, dukker op på ultralydsskanneren, bliver født i en blodig rodebunke, til turen går til slagteriet i Rønne.
Svineslusen
Politiken har fået lov at komme ind i de to store staldbygninger, hvor der lige nu går omkring 5.000 dyr. Det er Tess Nexø, der skal guide mig, en yngre bornholmsk kvinde med seks års erfaring med griseproduktion.
Og her rammer jeg lige ind i fordom nummer ét. Jeg troede, at der var rigtig mange udlændinge i landbruget, måske fra Ukraine, fra Polen og måske de baltiske lande.
Men om frokostbordet hos Hans Peter er der seks unge kvikke bornholmere, hvoraf den ene faktisk går og pønser på at overtage gården med tiden. En anden sidder og trykker på en iPhone med et særligt grisecover. Så er man da glad for sit arbejde.
Men først skal jeg igennem svineslusen. Et system, hvor hverdagstøj og sko bliver efterladt udenfor, mens staldtøj er på den anden side. Et brusebad forbinder de to verdener.
Jeg går gennem slusen i underbukser og kryber i en offwhite heldragt. Jeg får træsko på, og Tess Nexø leder mig gennem bygningen.
Hun slår en stalddør op, og vi ankommer ved livets begyndelse. Her er ti søer ved at blive insemineret med sæd fra poser. Foran dem traver en skumsavlende ophidset orne op og ned ad en gang, der gør det muligt for ham, at lugte og nusse og skubbe med trynen til de opstemte hunner, så de kommer endnu mere i brunst.
Lidt som en Justin Bieber-koncert, hvor superstjernen er hoppet ned foran scenen og går langs hegnet og giver highfives og krammere til fans i pitten.
Søerne får en stribe spraymaling på ryggen, når de har fået en omgang. Som når en student får klippet et hak i huen.
I en anden stald går de søer, der er blevet insemineret tidligere på måneden. Nu går Thomas Olsen rundt mellem dem med en skanner, så han med ultralyd kan se på sin skærm, om de er blevet drægtige. Hvis ikke, så får de et minus på ryggen med sprayfarve.
»Hvis de ikke er blevet drægtige, så får de en omgang til«, forklarer Thomas Olsen, der har arbejdet på Søndregaard siden 2009.
Hvis soen har været »tom« over flere omgange, får hun et ’s’ på ryggen og en enkeltbillet til slagteriet i Rønne.
Fordom nummer to. Jeg havde forventet en ram stank af svin. Og Hans Peter havde gearet mig op til, at jeg nok ville komme til at kaste frokosten op. Men faktisk er lugten rund og rar. Lidt ligesom en dyrehandel eller et marsvinbur.
Gå efter flere hjerter
Selv om Bornholmergrisen har bedre kår, så er det stadig en konventionel gris med to ud af tre dyrevelfærdshjerter. Redaktør Tommy Kaas fra Bornholms Tidende synes, det er synd, at man ikke går hele vejen.
»Det er for uambitiøst. Hvad nu, hvis vi nøjes med at spise lidt mindre kød og så til gengæld krævede den højeste dyrevelfærd, altså tre hjerter. Men det ville jo kræve, at grisene fik lov at gå ude«, siger redaktøren, der også mener, at der helt generelt bliver lavet for mange grise på Bornholm.
»De slagter op mod 10.000 grise om ugen. Hvad nu, hvis vi i stedet kun producerede til os selv?«
Det ved Tommy Kaas dog også er en svær vej at gå. For Danish Crown-slagteriet var lukningstruet i 2014, og ledelsen gik kun med til at fortsætte produktionen, hvis Bornholm hvert år leverer 500.000 svin.
Omsat i arbejdspladser betyder det 1.000-1.200 jobs alt efter, hvor meget af følgeindustrien man regner med på øen, der har knap 39.000 indbyggere.
»Men vi burde være visionære, og vi burde sadle om. Lave prima produkter i stedet for at prøve at sælge ideen om et svin, der har det marginalt bedre«, mener redaktøren.
En lille regibemærkning kunne være, at man netop nu i Kvickly på havnen sælger almindelige koteletter for 60 kroner kiloet på tilbud, mens Bornholmergrisens koteletter koster 100 kroner kiloet.
Slagtermester Dennis Hald Jensen, der selv altid vælger Bornholmergrisen på grund af smagen, siger:
»Forbrugerne vil godt have Bornholmergrisen. Det er vanvittigt op til jul, og så er det især i turistsæsonen, når der kommer mange ovrefra, der er efterspørgsel. Det, vi sælger af ren økogris, kommer overhovedet ikke op i nærheden«.
Biologen Michael Stoltze, bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm, mener, at man er blevet »svinebundet« af aftalen med Danish Crown.
»Vi har i forhold til areal nok den tætteste svinebestand i Danmark. Det hænger ikke sammen. Hele foråret stinker her af gris, når de kører gylle ud. De skal ikke nedfælde det, (sprøjte det ned under jordoverfladen, red.), og der er ingen kvælstofkrav på Bornholm, så gyllen bliver vasket ud i Østersøen, som allerede er død. Nogen holder hånden under øen af hensyn til arbejdspladser«.
Biologen mener, at Bornholm burde satse på naturen, som glæder bornholmere og turister.
Han har intet imod landbrug og produktion af slagtesvin, men mener, at øen formentlig skal mere end halvere den nuværende produktion på 500.000 svin per år, hvis det skal blive bæredygtigt.
»Jeg ved, at mange landmænd er lige så frustrerede over det her, som jeg er. Men de har store investeringer bundet i produktionen. Det er ulykkeligt. Vi bør gøre noget, der peger fremad. Noget andet end flæskesider«.
Til den kritik siger Hans Peter Sonne fra gården i Nyker, at han da sagtens kunne være med på at producere lidt mindre for så at lave højere kvalitet. Det er faktisk den vej, han allerede er på nu, hvor en Bornholmergris indbringer 10-15 procent mere end en almindelig bornholmsk gris. Men som så til gengæld er dyrere at producere.
»Vi kan godt lide at gøre lidt mere for dyrene, og debatten lige nu skubber i vores retning. Men det med at have grisene på friland, det er helt umuligt med det anlæg, vi har bygget her. Der er slet ikke plads. Så skulle vi starte helt forfra«.
Barselsgangen
Tess Nexø slår med en vis moderlig stolthed døren op til en ny stald. Farestalden, hvor grisene føder. Det er her, hun har gået og »lavet ammesøer«, som hun fortalte om i frokostpausen.
Og det var derfor, at hun forklarede mig om én so, flere søer og så videre.
»En ammeso udvælges til at passe og diegive pattegrise, som ikke er hendes egne. De bruges til at tage de overskydende pattegrise, så alle grise får nok mælk«, siger hun.
En so her på Søndregaard får i snit 19,7 unger, men har som regel kun 14 ’ventiler’, som de siger i jargonen her.
Foran os ligger en væltet so, og pattegrisene gylper ud af hende. De bliver hængende i en hvidligt gennemsigtig navlestreng, mens de smatter rundt i fosterhinder og væsker.
Så snart de slipper fri, møver de sig frem langs soen, indtil de kommer til en ledig pat. Og lige præcis den ventil holder de sig til de næste uger. Faste pladser.
Når de er et par timer gamle, er de blevet rene og lyserøde og helt varme. Tess Nexø rækker mig et af de små dyr, og ja, det er et øjebliks lykke i Nyker.
»Bare tag den i bagbenene, det er sådan, man bedst sætter den ned igen«.
Søerne her er ikke fikserede. Det betyder, at de kan komme til at lægge en unge ihjel. Derfor skal ungerne lære at gå ind i pattegrisehulen under den røde varmelampe, når de har diet færdigt, i stedet for at lægge sig op ad den varme so.
Ved siden af en so ligger en bunke med dødfødte unger. Tess Nexø forklarer, at hun har måttet hjælpe soen med at føde alle ungerne, og at hun til sidst måtte trække de selvdøde unger ud af soen.
Fordom nummer tre. Jeg havde hørt om pattegrise mod betongulv og forventet hyl og skrig fra sådan en stald. Men der er ro på. De eneste, der møver rundt i båsen, er de store søer, der er gået over tid, og som nu næsten ikke kan være i deres egen krop længere.
Enden er nær
Vi har forladt farestien.
På et gulv ligger en stor tung so. Den har fået sine syv kuld unger og venter nu på bilen, der skal køre den otte kilometer til Rønne, hvor rejsen ender.
For det er et kriterium for Bornholmergrisen. Den må maksimum være 30 kilometer til slagteriet, hvilket er den længste afstand, man kan køre uden at falde i vandet.
Og så skal den krogmodnes. Men det er et efterspil, de færreste grise forstår at sætte pris på.
fortsæt med at læse
