Filmanmeldelse
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
’Past Lives’ vandt ingen af de to Oscar-priser, den var nomineret til. Til gengæld vinder den Politikens anmelder Kim Skottes hjerte. Filmen er et stilfærdigt mesterværk. En genistreg, skriver han i denne anmeldelse.
Vil du høre Kim Skotte læse anmeldelsen op? Så brug denne player:
Filmkunstens inderste væsen handler om længsel. Hollywood lever af vores længsel efter at blive ført bort til andre og mere farvestrålende verdener, men for mig er længslens kerne noget mere intimt end eskapisme.
Nemlig længslen efter de andres liv. Som man jo ikke kan leve, men det kan man for en stund i biografens mørke ikke desto mindre føle, at man kan.
Det bliver jeg mindet om, da jeg ser ’Past Lives’. En helt usædvanlig mild, musikalsk og menneskeklog film, som helt ind i sit inderste væsen handler om at længes. Og ikke mindst om det ofte umulige i at få længslen og virkeligheden til at smelte sammen.
Den koreanskfødte newyorker og dramatiker Celine Songs første spillefilm, ’Past Lives’, er en film om kærlighed og venskab, men måske endnu mere om udlængsel og hjemlængsel som grundfølelser forstærket af immigranterfaringen. En film realiseret med absolut gehør såvel menneskeligt som cinematografisk og med en sjælden sans for følelseslivets pausekommatering.
Da titlen ’Past Lives’ toner frem, er der demonstrativt langt imellem de to ord. Titlen betyder ’fortidige liv’ eller ’forgangne liv’, men gør man pausen lang, betyder de to nu adskilte ord og begreber ’fortid’ og ’liv’.
Se traileren til 'Past Lives'. Kilde: Scanbox
I filmen får den kvindelige hovedperson, forfatteren Nora Young, at vide, hun har en særlig sans for pauser i sin skrivekunst. Det samme kan man roligt sige om Celine Song i hendes selvbiografisk inspirerede film.
Fortidens liv er en kompleks størrelse i ’Past Lives’. Ideen om reinkarnation og karma spiller med i det koreanske begreb in-jun. Hvis der opstår et intenst møde mellem to mennesker, kan det være, fordi der for 8.000 liv siden var en særlig forbindelse mellem de samme to sjæle.
Na Young og Hae Sung var som børn bedste venner. Hjemme i Seoul konkurrerer de om at være den bedste i klassen og sværmer uskyldigt for hinanden, indtil Nas familie emigrerer til Canada. Na er 12 år, da hun bliver til Nora. Først 12 år senere genfinder de to hinanden på de sociale medier. Han er stadig i Seoul, hvor han bor hjemme og læser til ingeniør. Hun bor i New York, hvor hun kæmper for at finde sin stemme som forfatter.
Deres tråd bliver snart så rødglødende, at Nora beslutter sig for at afbryde den umulige relation. 24 år efter at Nora forlod Korea, mødes de igen. Hun er nu gift med den jødiske forfatter Arthur, mens Hae Sung er på vej ud af et langvarigt forhold.
Ved gensynet er der noget i luften, men hvor meget er længsel efter de liv, man ikke levede?
Teo Yoo havde en halvstor rolle i Park Chan-wooks film 'Decision To Leave', mens Greta Lee bl.a. er kendt fra tv-serier som 'The Morning Show' og 'Russian Doll'.
Rollen som Noras amerikanske ægtemand spilles af John Magaro. Han har bl.a. haft roller i 'Carol' og 'Unbroken', og senest har han haft en birolle i Sopranos-projektet 'The Many Saints of Newark' og en hovedrolle i Kelly Reichardts 'Showing Up'.
To sprog i naturtro skuespil
I ’Past Lives’ fornemmer jeg Celine Songs baggrund som dramatiker. Replikkerne falder usvigeligt naturligt. Siger hverken for meget eller for lidt. At man er god til at skrive replikker og scener, er ikke det samme som at være god til at instruere dem, men også skuespillet lever og ånder naturtro.
Det kan være svært at holde den præcise balance i tosprogede film, men i ’Past Lives’ er sprogforbistringen kun en force. Det hjemløse sprog bliver et konkret billede på de længsler, filmen handler om.
’Past Lives’ er en nutidig film, der er sig sine forbilleder bevidst
I en lille scene, hvor man følger prøverne på et af Noras stykker, betegner crossing at krydse oceanet, men også den svære overgang fra én kultur til en anden. »Nogle overgange betaler man for hele sit liv«, lyder replikken, der inkarnerer filmens tematik.
Greta Lee og Teo Yoo spiller de to hovedroller, så jeg fremover vil have deres figurer med mig som markører for en bestemt slags længsel på film. Forløst med musikalitet af klipperen Keith Fraase og fotografen Shabier Kirchner, der præsterer dugfriske, ikoniske billeder af et New York, der ellers er så overlæsset et sted i vores kollektive billedbevidsthed.
Musikaliteten understreges af en usædvanligt kongenial filmmusik skabt af Christopher Bear og Daniel Rossen fra Brooklyn-bandet Grizzly Bear. Læg dertil John Cales ’I Keep a Close Watch’ fra 1975 placeret præcist i scenen, hvor det hele vil afgøres af, om man kan stå vagt om sit hjerte eller ej.
’Past Lives’ vandt ikke noget ved Oscar-festen, hvor den var nomineret i kategorierne bedste film og bedste manuskript, men dette er meget mere en film efter mit hjerte end den tungt læssede ’Oppenheimer’, der løb med næsten al Oscar-opmærksomheden.
Celine Song er først og fremmest kendt som prisbelønnet dramatiker, men har også skrevet den første sæson af Amazon Primes 'Wheel of Time'. På billedet ses Teo Yoo og Greta Lee i de to hovedroller i Songs spillefilmdebut, 'Past Lives'.
’Past Lives’ er en nutidig film, der er sig sine forbilleder bevidst. Der er ekko af den stilskabende Hongkong-instruktør Wong Kar-wais megetsigende blikke og tavshed. Nora og Hae Sung placeres, så man genkalder sig Woody Allens hovedværk ’Manhattan’ fra 1979, mens Songs beskrivelser af asiatiske immigrantfølelser har resonans fra den dobbelte Oscar-vinder Ang Lees tidlige film ’Tre, der ’elsker’ hinanden’ og ’Spis drik mand kvinde’.
I ’Past Lives’ første billede ser man filmens tre hovedpersoner en sen nattetime sidde og snakke ved en bardisk uden at vide, hvem de er. To asiater og så ham den hvide fyr, der sidder og ser lidt tilovers ud. En anonym iagttager leger en gætteleg om karakteren af deres relation.
Hen imod slutningen er vi tilbage ved baren fra åbningsscenen. Nu ved vi mere om, hvad der foregår mellem Nora, Hae Sung og Arthur. Alligevel er der et element af gætteleg. Kunne alt have været anderledes? Måske. Men ikke alle længsler er til for at blive ført ud i livet. Det har vi film som dette stilfærdige mesterværk til at minde os om.