Det bedste film og tv
Mikey manipulerer, lyver, hustler, snyder, charmerer, snakker, cykler, løber, knepper, ryger, flirter, praler, snakker, snakker, snakker, snakker ...
Der er altid gang i Mikey, den afdankede pornostjerne, der er den elskelige, idiotiske antihelt i Sean Bakers vidunderlige stykke widescreen-Americana ’Red Rocket’.
I over to timer får Baker os til at heppe på den narcissistiske mand, en bullshitter af guds nåde, en rastløs klovn og patologisk løgner, der kan få de fleste til at gøre det meste.
Mikey er godt nok en my mere veltalende og utrolig meget pænere at se på end Donald Trump, men da valgkampen mellem Hillary Clinton og Trump i 2016 er det tidslige bagtæppe for filmen, ligger det ligefor at se ’Red Rocket’ som et psykologisk portræt af en særlig amerikansk mandetype, der mod alle odds vinder alle popularitetskonkurrencer.
