Ugyen Dorji minder om en skikkelse, man har set før. En frustreret ung mand fra en af verdens mange afkroge, der om aftenen sidder på en bar med sine venner og drikker øl, mens han smider om sig med engelske talemåder fra internettets globalvokabularium og drømmer store drømme om et kreativt liv som popsanger i en mere glamourøs del af verden.
Men hvor der trods alt ikke er så langt endda fra Vester Vandet til København eller fra Asheville til New York, så er der virkelig langt fra Bhutans lille hovedstad, Thimpu, til det liv i Sydney, Ugyen higer efter.


























