»Vi er gået langt. Det er der ikke nogen grund til at lægge skjul på«. Vi kan høre, at det er Mathias Tesfayes stemme, men det er ikke ham, vi ser. Vi befinder os i en bil sammen med den syriske familie Sbinati på vej til København, hvor deres skæbne skal afgøres i Flygtningenævnet.
Her sidst i den kun 43 minutter lange dokumentar ’På flugt fra Danmark’ er man dybt involveret i familiens liv og skæbne, ikke mindst på grund af familiens yngste medlem, Ghazal på 12 år. Hun er en livfuld pige, der blomstrer i skolen og giver den fuld gas på fodboldbanen, men lever med en stor, led sky af frygt over hovedet.


























